Små ting, som er anderledes

Det tager tre dage at vænne sig til Havana. Tre dage til sveden holder op med at pible ud af kroppen og lungerne igen begynder at optage ilt. Tre dage før næsen vænner sig til benzinen i luften og den evige stank af sukker, bananer og råddent kød. Tre dage før ørene lærer at ignorere de evige tilbud om 'cigars, my freng', som lyder fra hvert gadehjørne. Tre dage til maven begynder at genkende fornemmelsen af afpillet kylling og sej gris.

Denne gang tog det længere. Mit casa particular, den cubanske version af et bed and breakfast, ligger ud til havanas strandpromenade, Malecón, lige dér hvor La Rampa løber ned fra hjertet af den altid pulserende bydel Vedado og rammer havet. Men hjørnet har ændret sig siden sidst. Da jeg gik i seng første nat omkring midnat havde strømmen af bøsser mod strandpromenaden allerede været i gang en time eller to, og da jeg vågnede i den lille seng ved siden af mit svedige jetlag til skrigene, hyllene og sangene med de påtaget tøsede stemmer klokken tre om natten, var det kun blevet værre. Jeg åbnede vinduet og kiggede ned på tre-firehundrede drenge i stramme jeans og t-shirts, der var skåret over navlen, transvestitter i sorte kjoler over den nougatfarvede hud og langt hår, der strakte sig i nattevinden. De sad på muren langs havet eller stod på asfalten på fortorvet og krammede, sang, kyssede og piftede efter turisterne:

- You like sucky-sucky Cuban boy? råbte en ung knægt med lange ben i stramme jeans, runde sølvfarvede øreringe og en pink t-shirt der var som mallet på den spinkle overkrop, da en Lada-taxi stoppede på vejen og en mandlig turist gloede ud ad vinduet på optrinet.

* * *

Jeg vågnede ved et nyt brag alt for tidligt den første morgen og kiggede ned på den firesporede vej nedenfor, hvor asfalten til min overraskelse var plastret til med biler. Og ikke kun de store gamle amerikanerslæder, der kun kan holde sig sammen fordi cubanerne har udskiftet alle de originale reservedele med pap, plastik og bøjede søm. Heller ej kun Lada'erne som stadig produceres i Panama fordi cubanerne i årtier har været den eneste nation i verden, der ikke har fundet ud af, at det ikke er en særlig dejlig bil. Nej, der var lige så mange Peugeot'er, Fiat'er, Hyundai'er og endda et par halvnye Mercedes'er og BMW'er. Da jeg var her for halvandet år siden, behøvede man dårligt kigge sig til siden, når man skråede over Maleconen, og for fem år siden kunne man roligt bruge de otte spor til gågade og slendre dovent langs byens forfald, mens en enkelt langsom slæde eller en hestevogn en sjælden gang drev forbi i støvet i et af de andre spor.

Der sker et eller andet i Havana. Små ting, som er anderledes. Men i et land, som i et halvt århundrede har befundet sig i en underlig tidslomme, hvor globalisering har været en fjern by i en afkrog af Sovjetunionen, er små ændringer en sensation.

* * *

Tilbage til braget. Nede på fortorvet under mit vindue holdt en rød Hyundai Atos med brune udlejningsplader, som var kørt ind i en Lada-taxi nede i krydset. Lige ved siden af den usunde benzintank, der ligger og spyer dieseldampe op i den lunkne luft direkte under mit vindue, og som hver dag trækker en måned fra i sidste ende af mit liv. En tyk, sort, nyrig cubaner med guldkæder og solbriller stod og fægtede med armene foran en politimand og taxi-chaufføren sad et stykke derfra og kiggede på en cigaret, der forsvandt i havets hårde vind. Endnu et nyt syn i Havana, hvor cubanere først for et par måneder siden har fået lov til at leje biler og bo på hoteller, ligesom de turister, der i mange år har vadet op og ned ad dem i en slags særegen kommunistisk udgave af apartheid, som Raul Castro er ved at gøre op med.

- Han er pragmatiker, sagde en historielærer jeg faldt i snak med på en bænk forleden. – Vi føler os friere nu, end jeg kan huske vi nogensinde har følt os. Bare det at jeg kan sidde her og sige navnet på el commandante uden at hviske og kigge mig over skuldrene, er en stor ændring.

Så spurgte han, om jeg gav en peso til en cerveza.

* * *

Jeg kender en sjov fyr inde i Centro Habana. På en af den slags gader, hvor der aldrig kommer turister, og hvor de der kommer der efter mørket har indfundet sig uden varsel klokken otte, kommer ud igen inden Fidel kan nå at iklæde sig en træningsdragt i cubanske farver. Dérinde i Havanas byjungle, hvor alle gader ligner et sammenrend af tilfældigt nedkastet beton og rustne rør, der er smidt vilkårligt ned fra himlen og til sidst tilsat de sorteste cubanere, man har kunnet opstøve og lidt rotter og kakkerlakker for at gøre det til en komplet menu.

Sidst jeg besøgte Rafael, som er håndværker og evigt tilsøllet i pletter af beton, puds og maling på den veltrimmede sorte krop, havde han bygget en bar i stuen af det hus, hvor han bor sammen med sin mor, tante og søster. En fin bar i træ med 20-30 flotte flasker spiritus i alverdens mærker, som hver og een var lige så knastør, som asfalten udenfor det rustne gitter, der udgør husets dør. De så ud til ikke at have haft en dråbe spiritus i sig siden siden Sovjet satte de sidste milliarder ind på Cubas børneopsparing i slutningen af firserne.

Nu var der både Havana Club, som nok kun koster hvad der svarer til en lille 20'er for en flaske, men dog alligevel udgør en udgift på omkring en tiendedel af en læges månedsløn. Nu er læger så også nogle af de fattigste mennesker på Cuba, og en del af dem har derfor skiftet til jobs som taxichauffører og bartendere, hvor der er adgang til turistpenge, men det er en anden historie. Johnny Walker var der også, og et par cubanske likører, som lignede noget, der kunne give selv Hemingway tømmermænd, hvis han stod op fra de døde for at få en hurtig sjus og tage et kig på Cuba efter Fidels farvel.

* * *

Det lille fjernsyn var blevet skiftet ud med en ordentlig kasse af et firser-Panasonic, men det var nedenunder det virkelige vidunder stod. En spritny DVD-afspiller i et ukendt kinesisk mærke, som Rafael havde fået af en schweizisk pige, som han var blevet forelsket i, da hun var i Havana for et halvt års tid siden. Fire DVD'er var der også. Ukendte cubanske film. Hjemmebrændte og det hele.

- Jeg e-mailer stadig med pigen, fortalte Rafael stolt. – Men jeg skriver sådan hér, sagde han og klampede et par gange i luften med pegefingeren med 3-4 sekunders mellemrum. - Så jeg skriver mit brev ned på et stykke papir og giver det til en ven. Så går han op og skriver mailen til hende. Ellers bliver jeg ruineret, siger han med hentydning til, at det typisk koster 40 kroner for en time på nettet på de få steder i Havana, hvor cubanere kan få lov at gå på nettet på gamle computere og forbindelser, der får de danske modemmer fra midt-halvfemserne til at virke som cyberraketter. Og med et tykt lag censurfilter mellem Cuba og verden.

- Så nu har jeg købt et tastatur, sagde han stolt og grinede. – Men jeg har selvfølgelig ingen monitor, så jeg sidder bare og skriver på det med een finger for at øve mig. Så er jeg klar, hvis jeg engang får en monitor eller endda en computer. Eller hvis Raul lader os komme på internettet.

Det sidste sagde han med et smil på læben. Den dag er langt væk.

Vi drikker en Bucanero sammen på en lille bar nede ved havet. Egentligt kan jeg bedst lide Cristal, men af en eller anden grund har de ikke været til at opstøve på en eneste af byens tusinder af barer og små gadekiosker i dagevis. Ingen ved hvorfor og ingen undrer sig. Ingen spørger og ingen svarer. Cuba es Cuba.

- Tingene skifter, siger Rafael, som plejede at himle op, når vi var væk fra politiet på gaden om hvor træt han var af Fidel, men som nu snakker om fremtid, planer og drømme. – Raul er anderledes. Mas tranquillo . Tingene ændrer sig, og vi har fået lov til at små ting, som vi aldrig har måttet før. Det går langsomt, men der sker noget. Cuba cambiar .

* * *

Prostitution er naturligvis ulovligt på Cuba. Havanas bordeller, mafiapenge og pengebåret fordærv var en af Fidels største kæpheste og noget af det første, der blev gjort en ende på, da han overtog landet i 1959. Men prostitutionen har naturligvis altid eksisteret i det skjulte, og i de øjeblikke, der er gået fra man ser en turist med en cubansk pige i en taxi til de har kigget sig omkring og sprunget ind gennem døren til at ulovligt casa particular, mens politimanden på gaden har vendt ryggen til i mørket for at patruljere i den anden retning.

I går ville jeg ind til Habana Vieja for at spise, så jeg gik ned på gaden ved ni-tiden og kiggede efter en taxi. Der stod en politimand med overskæg som en hestetyv og kiggede på mig bagved, og jeg kunne mærke hans øjne stikke i sveden i min nakke. Da jeg havde stået i nogle minutter og ventet – hvilket også er en ny situation fordi flere cubanere har fået råd til at køre med taxa, så der ikke længere eksisterer, hvad der engang mindede om ti taxaer per doven turist – kaldte han på mig.

- Leder du efter en pige? spurgte han.

- Nej, en taxa, svarede jeg overrasket.

- Skal du ikke have en pige? Spurgte han så og smilede skælmsk.

- Ellers tak, sagde jeg. Jeg skal bare have noget mad. Derudover er det jo også ulovligt.

- Ulovligt. Narh. Tranquillo , sagde han og jeg kiggede underligt på ham, sagde nej tak, og gik i retning af Habana Vieja, mens jeg spejdede over skulderen efter en Lada med lys i skiltet. Betjenten gik efter mig, og da jeg havde gået et par minutter foran ham, kaldte han mig over mod en bænk, hvor der sad tre kvinder i forskellige aldre.

- Min mor og min søster, sagde han og præsenterede de to til højre. – Og det hér er chica'en. Sød, ikke?

Det var hun ikke.

* * *

Luis er en lokal guide et sted i halvtredserne, som jeg har mødt et par gange, og som er det eneste menneske i Havana, jeg kan tale engelsk med. Han tjener sine penge ved at booke turister ind på hoteller og casa particulares og ved at give guidede ture i Centro Habana, hvor han selv bor, og hvor turisterne ikke tør færdes alene med deres kamera. Han har lige skaffet mig en udlejningsbil til 35 peso om dagen på en udlejningscentral, hvor prisen i vinduet siger 70. Går den så går den. I Havana lægger man højt ud og ser hvad turisten bider på, og så kan man altid bevæge sig ned mod den rigtige pris senere. Jeg inviterede ham på en øl i en gårdhave med et overenergisk salsaorkester inde i den gamle bydel som tak for hjælpen, og fortalte ham om politimanden fra dagen før.

- Det undrer mig ikke, sagde han uden at se stolt ud. – Tingene ændrer sig. Det dér var aldrig sket for bare et par år siden. Problemet er, at de stadig skal bruge tusindevis af betjente, men jobbet er ikke særligt attraktivt mere. Engang så politiet sig som repræsentanter for vores stolte socialisme, men i dag kan de ikke finde intelligente unge mennesker, der vil ind i politiet. Så de henter dem ind fra landet, og så kommer de til Havana og tænker kun på selv at tjene penge. Havana handler om penge. Alle er ude efter penge, sagde Luis, mens han nye mobiltelefon blev ved med at ringe.

- Og når de er færdige i politiet, så bliver mange af politimændene gadehustlere. De bliver til dem, som de er her for at fjerne fra gaden. Dagen efter en politimand har udtjent sine år i politiet, så står han oppe på Prado i en døråbning og hvisker 'cigars, my freng?' til turisterne.

* * *

Jeg troede jeg skulle skrive en reportage fra 1. maj. Jeg havde glædet mig til kampdagen, som altid har været noget helt særligt på Cuba med hundredetusindevis af mennesker i Havanas gader. En national helligdag, hvor man fejrer socialismens største dag og hengiver sig til fællesskabet og kærligheden til Fidel og fædreland.

Jeg traskede op til Plaza Revolución ud på morgenen, men gaderne var usædvanligt tomme. Der lå lidt skilte rundt omkring og endnu flere smadrede rom-flasker. Oppe på pladsen var showet forbi. Der hang lidt folk rundt omkring og røg cigarer og ovre ved scenen var nogle beskidte arbejdere ved at smide stilladser og metalstænger op på en gammel amerikansk truck. Jeg kiggede mig forundret omkring, og tænkte, at det måske var blevet flyttet over foran den amerikanske interessesektion på Malecon, hvor cubanerne altid har elsket (eller i hvert fald med succes er blevet udkommanderet til) at råbe antiimperialistiske slagord, men hér var heller ikke socialistisk bid. Da jeg steg ud af taxaen, stod der syv-otte turister. De tog billeder af skoven af flagstænger med blafrende cubanske flag, som for nogle år siden blev sat op for at dække for lystavlen på den amerikanske bygning, som om aftenen skriver den amerikanske version af sandheden til cubanerne. Ellers var der ikke andet end betjentene der genede turisterne væk igen.

Byen var underligt tom. Selv Maleconen var næsten blottet for biler. Enkelte steder i de mange små udendørsbarer, sad der en cubaner eller to og snakkede om ingenting og baseball, men ellers var byen støvsuget for mennesker. Jeg gik ind og satte mig ved et plastikbord på en bar med høj salsa-musik, der klemte sig ud af højtalere med alt for meget diskant, og bestilte en Tukola, som på disse kanter er det nærmeste man kommer Coca Cola. Da tjeneren endelig fandt tid til at slændre hen til mit bord og kigge irriteret på mig, spurgte jeg ham, hvor alle cubanerne var henne i dag. Han kiggede ligegyldigt på mig, mest som om jeg var en tåbe, og svarede så overbærende:

- A la playa.

* * *

Sent i aftes sad jeg nede ved vandet og hang med en dåseøl. På en af de strækninger af Maleconen, hvor der bliver sparet på lyset. Da jeg kom op i mit casa opdagede jeg, at jeg havde glemt min notesbog nede på stengærdet i mørket, så jeg løb tilbage med nattesveden piskende af mig og rodede febrilsk rundt med hænderne i mørket uden at ramme noget.

- Er det din? Spurgte to cubanske drenge på 16-17 år, som kom frem fra mørket og vinkede med den sorte notesbog. Jeg svarede ja og de afleverede bogen, hvorefter de spurgte efter en peso i findeløn.

- Klart! Sagde jeg, for fem-seks kroner var mere end rimeligt, og jeg havde gladeligt givet 20 peso, hvis det var betingelsen for at få den tilbage. Da de så hvor hurtigt jeg svarede ja, regnede de den straks ud og sagde:

- En peso til hver, ikke?, og jeg nikkede og rodede i lommen, men det mindste jeg havde var en fem-peso, som jeg rakte til den ene af dem i mørket.

- No, no, én til hver? Sagde de i kor, og jeg pegede på sedlen og sagde:

- Det er en femmer.

De strakte sedlen op mod himlen, så ned i noget lys nær jorden fra en bil der drev forbi, og da de opdagede, at udlændingen talte sandt brød de ud i jubeldans, så alle mennesker omkring dem måtte vende hovedet mod optrinnet.

Jeg skråede over vejen mod den bygning, jeg bor i, mens jubelråbene forsvandt i baggrunden. På den anden side af gaden hilste jeg på den politimand, der hver aften og nat patruljerer foran min dør på sin 12-timers vagt, og som drømmer om, at jeg tager en MP3-afspiller med til ham næste gang jeg kommer til Havana. Han stod og skulede ondt over mod mængden af bøsser, der denne fredag aften var vokset sig større end sædvanligt.

- Holder du øje med bøsserne? Spurgte jeg ham.

- Si, sagde han. – Hver aften, my freng.

- Er de farlige?

- Meget, svarede han. – Det er utroligt, at den slags mennesker får lov til at opføre sig sådan i fuld offentlighed.

Så vendte han sit stive blik i mørket og fjernede det et kort øjeblik fra larmen og piftene fra den anden side og kiggede på mig.

- Og amerikansk musik, sagde han så. – På MP3-afspilleren. Maika Shakson, Brini Spir, den slags.

Så tog jeg den rustne elevator op sammen med en kakkerlak, der ikke kunne finde ud af, hvilken etage den skulle stå af på.

Og faldt i søvn til nattens symfoni af cubanske mænd, der drømmer om nye tider i ført make-up og g-strengstrusser.