Strandpromenaden i Havana er Cubas mest kendte stykke vej. Malecón hedder den, den er seks kilometer lang, og løber langs samtlige byens centrale bydele. Hele vejen er der et stengærde ud til Florida-strædet, som dag og nat er befolket af cubanere, der sidder og snakker. Jeg har altid undret mig over, hvorfor de alle sammen konsekvent sidder med fødderne og ansigterne vendt ind mod byen, og aldrig ud mod havet. Så en dag for ikke så længe siden spurgte jeg en cubansk fyr, jeg var faldet i snak med, hvorfor alle sad med hovedet ind mod byen.
- Fordi havet har en anden betydning hér, end det har alle andre steder, svarede han. – Det har ingen tiltrækningskraft på cubanere, fordi det ikke repræsenterer muligheder for os, men kun begrænsninger. Havet omkrandser os, og er ikke et sted, vi kan søge ud for at opdage nyt eller se verden. Det er en mur af vand, der spærrer os inde. Derfor vender vi ryggen til det.
Columbus kom til Cuba fra havet. Det samme gjorde Fidel Castro, brormand Raul og Che Guevara, da de gjorde landfald i den hærgede yacht Granma i 1956 efter at have trænet til krig i deres eget land i en lejr i Mexico. Så havet har før repræsenteret håb, også for cubanerne. Men Fidel blev den sidste, der benyttede det til formålet. Siden har havet – med få undtagelser, som vi vender tilbage til – markeret grænsen. Det sted, hvor verden slutter. I stedet for det sted, hvor verden begynder.

Kommunistisk Jurassic Park

50 år er der gået siden Castro og hans mænd sejrede og den siddende despot, Fulgencio Batista, flygtede ud af landet, og markerede at den cubanske revolution var et faktum. Et halvt århundrede siden Fidel og de andre rebeller kørte ind i Havana med maskingeværer i skødet, cigarer i mundvigen og skæg på kinderne og hagen. Fem årtier siden de blev hyllet som landets frelsere og befolkningen græd af glæde over det håb, de tog med sig. 600 måneder siden Cuba blev taget fra amerikanerne, mafiaen drevet på flugt og alle landets goder blev indragget af staten for at blive fordelt ligeligt mellem alle cubanere. 18250 dage siden Cuba blev låst fast i en tidslomme og tiden blev sat i stå.
Revolutionen er Cubas frelse og forbandelse på samme tid. Den afløste en periode i Cubas historie, som de fleste cubanere er flove over. En periode under den amerikanske marionet-dukke Batista, som gjorde Cuba – og i særdeleshed hovedstaden Havana – til en løssluppen legeplads for rige amerikanere med hang til gambling, druk og letkøbte mulatpiger. Revolutionen har igennem 50 år ført en række ting med sig, hvis lige man aldrig har set i den del af verden, hverken i Sydamerika, Centralamerika eller hos den store amerikanske nabo i nord: Fri uddannelse og gratis sundhedsvæsen, flere læger per indbygger, end noget andet sted i verden, udryddelse af analfabetisme, en forventet levealder, der er den samme som i Danmark, en mordrate, der er blandt verdens laveste, en HIV-rate, der er lavere end alle sammenlignelige lande, og det endda midt i Caribien, som bortset fra Afrika er det område i verden, hvor HIV er mest udbredt.
Nøgletal som ikke passer sammen med et tredjeverdensland. Og som ikke giver ammunition til kritikerne af Cubas kommunistiske diktatur. Men historien er længere.
For Cuba er også et land, hvor gennemsnitslønnen er på 120 kroner om måneden, Hvor taxichauffører og bartendere tjener 10-20 gange mere end hjertekirurger og universitetsprofessorer fordi landet har et kunstigt to-delt valutasystem, og kun de cubanere, der har adgang til turist-valutaen kan tjene godt. Et land, hvor hundredevis af intellektuelle sidder i fængsel fordi de har en anden mening om, hvordan landet skal ledes, et paranoidt sted, hvor landets indbyggere overvåges af styret og almindelige cubanere risikerer at ryge med i patruljevognen fordi de går sammen med en udlænding på gaden. Hvor det er ulovligt at være koblet på internettet, hvor staten bestemmer, hvor man skal bo, og hvor befolkningen er buret inde i deres eget land. Hvor alle skal leve på et minimums eksistensgrundlag, og hvor en ellers frugtbar jord i nu 50 år har været dårligt udnyttet fordi alle arbejder for staten, og ingen kan finde incitament til at yde en indsats eller så afgrøderne og fodre køerne korrekt.
Et land, der står tilbage som en slags tropekommunistisk Jurassic-park, som man kan rejse til for at se noget, der led en naturlig død for mange år siden, men som er blevet kunstigt holdt i live siden.

Cirkus af synd

Den cubanske revolution er ikke en begivenhed, der fandt sted i 1959, og som man nu fejrer 50-året for. Det er i højere grad navnet på den løbende omvæltning og omstrukturering af landet, som blev sat i gang den dag Fidel kørte ind i Havana, og som ikke er færdig endnu. Castro sagde engang i tredserne, at han ikke ville barbere sig før revolutionen var ovre. Og ingen har set ham nybarberet endnu.
På grund af to store orkaner i sensommeren, som menes at have kostet Cuba i omegnen af 25 milliarder kroner, er der blevet skruet ned for de voldsomme festligheder, som regeringen ellers havde planlagt i forbindelse med 50-året. Men der har stadig været en række fester, koncerter og stort anlagte båltaler igennem hele december og den 1. januar bliver befolkningen i stor stil udkommanderet til at fejre mærkedagen. Nogle bevæger sig ud nødtvungent. Andre glæder sig.
Man kan vel med rette – med 50 års diktatur i på samme tid og frisk og fjern erindring – stille sig selv det simple spørgsmål: At de da gider fejre det? For at forstå svaret, må man forstå Cuba. Det gør de færreste i øvrigt, inklusiv cubanerne, så det er en umulig opgave at kaste sig over.
Men forsøget starter før revolutionen, i 40ernes og 50ernes Cuba. Dengang var Cuba stort set en amerikansk vasal-stat. En slags udvidet Florida, hvor der altid var varmt, og hvor amerikanerne kunne leve livet lidt mere løssluppet, end man kunne tillade sig hjemme i USA. Op mod 75% af øens brugbare landsbrugsjord var ejet af amerikanerne, og den menige cubaner var langt fattigere og mere undertrykt, end han har været siden. Havana var ét stort cirkus af synd, en legeplads for rige amerikanere, og ikke mindst for mafiaen, som kunne slå sig løs på tropeøen uden at den amerikanske regering blandede sig. De drev casinoer, bordeller og behandlede øen som en legeplads. Et tag selv bord, som var blevet foræret til dem af den amerikanske regering og Fulgencio Batista i fællesskab. Bortset fra en rig overklasse, der sad på cigar- og romproduktionen, levede langt de fleste cubanere i fattigdom, og de bedste jobs, der var at få, var som lavtlønnede slaver – chauffører, tjenere, butlere, opryddere – i amerikanernes frådsende slipstrøm.
Fidel Castro sejlede fra Mexico til Cuba med sølle 81 mand med sig til at starte en revolution og bekrige Batista og dennes hær, som bestod af 12.000 mand. Det kan ikke lade sig gøre: 82 mod 12.000. Kun i Rambo-film. Men det lykkedes fordi cubanerne havde levet undertrykt i årevis, fordi de tørstede efter nye tider og derfor sluttede sig til revolutionshæren i hobetal. Og Castro var på det tidspunkt den største helt, der nogensinde havde levet i et land, der ellers lever for at dyrke helte.

Små revolutioner

Men nu er Fidel Castro væk. Han har overlevet et utal af amerikanske attentatforsøg, 10 amerikanske præsidenter og kollapset af Sovjetunionen i starten af 90erne, som med ét rev tæppet væk under den cubanske økonomi, og bragte landet ud i et årti med hidtil uset fattigdom.
Cubas nye leder er ikke ligefrem et stænk ungt blod, men derimod Fidels 77-årige lillebror Raúl. To alen ud af ét stykke, siger de fleste udlændinge med amerikanerne i spidsen. Men helt sådan ser cubanerne ikke på det. For det første har Raúl Castro lavet beskedne ændringer, som set udefra lyder som bagateller, men som set indefra er små revolutioner. Nu må cubanere leje biler og bo på hoteller, eje mobiltelefoner og computere. At de så ikke har råd til noget af det fordi en nat på Havanas billigste hotel eller en dag i en lille Kia Piccanto koster halvanden månedsløn for en læge, er en anden sag. For cubanerne er det signalværdien, der tæller. Efter fire-fem årtier, hvor der intet er sket, sker der nu lidt. Og æren tilskrives lillebror Raúl, som har ry for at være noget mere pragmatisk end sin kendte storebror.
Men cubanerne tror ikke på store revolutioner så længe Fidel er i live. De fleste er enige om, at Fidel Castro, på trods af et åbenlyst skrantende helbred, stadig trækker i trådene, og at Raúl Castro ikke kan foretage store omvæltninger, så længe storebror er i live.
Men den dag er ikke langt væk, hvor hverken Fidel eller Raul spøger over Cuba. Og hvad sker der så med Cuba? I USA bor der næsten to millioner eksilcubanere, og en stor del af dem venter stadig kun på at tage tilbage til øen og kræve deres land tilbage. Og den amerikanske regering er mere end klar til at hjælpe, og har en køreplan klar for, hvordan Cuba skal demokratiseres og føres tilbage i ’det gode selskab’ hurtigst muligt efter at brødrene Castro er væk. Cubanernes eget skræmmebillede er en blanding af det amerikanske scenario og det der skete med de gamle Sovjet-venner efter kommunismens fald i starten af 90erne. Ønskedrømmen for den cubanske regering – som de færreste tvivler på er ved at indse, at tingene må ændre sig – er sandsynligvis den kinesiske model, hvor man beholder et autokratisk, kommunistisk ét-partistyre, men lukker markedsøkonomien ind på udvalgte områder, lidt efter lidt.
Mens staten tænker over fremtiden forsvinder dets borgere stadig i en lind strøm. På trods af de små ændringer, som man måske kunne tro, ville få folk til at holde på hestene – eller tømmerflåderne – prøver tusinder stadig at flygte fra Cuba. I 2008 har den amerikanske kystvagt samlet omkring 3000 cubanere op i Floridastrædet og i følge amerikanske tal dør et sted mellem 30 og 50 cubanere hver måned et sted i de 160 kilometer hajfyldt farvand, der skiller verdens eneste supermagt og øen, der bærer kommunismens sidste håb på sine trætte, røde skuldre.

Et desperat folk

I august 1994, på en af årets varmeste dage, sad havaneserne også i hobetal på Malecónens gærde og kiggede ind mod byen. Men denne dag skete der noget, der fik dem til at vende sig mod havet. For ude på Floridastrædet udspillede sig et drama på en passagerfærge, som tre cubanere forsøgte at kapre for at tvinge skibet til USA. En af dem, der befandt sig på strandpromenaden den dag, var Manuel Garcia, som i dag er 43. Han fortæller, hvordan tusinder af havanesere stod på kajen og heppede på kaprerne, da specialtrænede styrker angreb skibet. Da politiet ankom til promenaden for at dysse pøblen ned, blev de mødt med stenkast og buh-råb. Det er en af de få gange siden 1959, at større grupper af mennesker har vist deres foragt for systemet. Da balladen var ved at komme ud af kontrol skred en mørkegrøn millitærjeep ind mellem menneskemængden, og ud steg el commandante himself, Fidel Castro. Han gik direkte ind i mængden af oprørte cubanere. Ingen rørte ham, men stod blot og måbede. Så annoncerede Castro, at ingen der ønskede at forlade Cuba, ville blive forhindret heri.
- Folk stod i et par sekunder mere og kiggede forbløffet på Fidel, som om de ikke helt fattede at han stod lige dér foran dem, fortæller Manuel Garcia, - Og så vendte alle sig og kiggede mod havet, og folk gik helt amok. Nogle kastede sig bare ud i bølgerne, andre stoppede deres biler, lod dem stå med motoren tændt og kastede sig ud over gærdet. Fra sidegaderne piblede det ud med folk i bare maver, som kom løbende med brædder og badekar, sejlgarn, antenner, ståltråd, pap og blik, alt hvad de lige kunne få øje på, som lignede noget, man kunne sejle i. Jeg glemmer det aldrig. Det var billedet af et desperat folk.
Men Manuel overvejede ikke selv at tage afsted. For han er blandt de mange cubanere, der nok er trætte af systemet, men som frygter alternativet endnu mere:  
- Hvad skulle jeg derovre i Amerika? Min onkel tog afsted under Mariel-flugten i 1980, og havde på det tidpunkt i 1994 levet på gaden i Miami i 14 år. Mange cubanere tror, at kapitalisme er lig med penge og bedre liv. Men det er det jo kun for de heldigste. Resten kommer over til et liv, der er langt dårligere end her, for i USA får de ingen uddannelse, ingen gratis lægehjælp og intet sted at bo. Jeg har ikke meget, men jeg har, hvad jeg skal bruge for at jeg og min familie kan spise og holde regnen ude. Hvorfor skulle jeg risikere det?
Der er ingen tvivl om, at den menige cubaner har det bedre, end for 50 år siden. Det viser alle socio-økonomiske nøgletal. Spørgsmålet er, hvordan Cuba kunne have set ud, hvis andre mennesker havde ledet landet i det sidste halve århundrede. Hvordan en demokratisk indstillet regering kunne havde forvaltet de muligheder, som det 20. århundrede tog med sig, men som blev dirrigeret uden om Cuba af Castro. Svaret blæser et sted ude over Florida-strædet. I samme vind, der bærer håbet om forandringer. Over det hav, der i 50 år har skyllet håbet væk før det rammer land.