Olof Palme vidste ikke, hvad der ramte ham. Få sekunder efter kuglen havde boret sig ind i ham bagfra, lå han død i sneen på Sveavägen. Hvis han i faldet, i de få sekunder han var ved bevidsthed, nåede at trøste sig med, at han var den eneste, der aldrig ville vide, hvem der lige havde slået ham ihjel, tog han fejl.

Det var en råkold vinteraften, kort før midnat. Der var få mennesker på gaden, og Palme lå alene på fortovet i krydset ved Sveavägen og Tunnelgatan. Konen Lisbet, der var ramt af et strejfende skud i armen, var den eneste anden person i nærheden. Hvis man ser bort fra den mørke morder, der forsvandt i skyggerne, løb op af trapperne til Malmskillnadsgatan og tog statsministerens liv – og Sveriges mest eftertragtede hemmelighed – med sig ud i intetheden.

Glade dilletanter

Hvis Palmes liv nåede at passere revue i de øjeblikke, der gik før han trak vejret for sidste gang og åndede sit 59-årige livs koldeste luft ud, ville han have set en film, der indtil dette fatale sekund passede hans temperament.

Den ville starte med et højborgerligt oplæg i tredivernes Östermalm som søn af en forsikringsselskabsdirektør og en baltisk adelsdame. For derefter at fortsætte med et ægteskab med en adelig akademiker fra en af Sveriges fornemmeste jordejerfamilier, og slutte i dette øjeblik som socialdemokratisk statsmand af internationalt format. Den ville handle om en beskyttet, priviligeret overklasse-knægt fra et konservativt hjem, der bliver socialdemokrat og i sine voksne år kæmper en indædt kamp for verdens fattige. I slutningen af filmen ville hovedpersonen være blevet et verdensomspændende humanistisk ikon, der leder kampen mod Apartheid og holder venskabelige pow-wows med Castro, Gandhi og Kreml.

Så ville epilogen komme. Den ville blive spillet af glade dilletanter og handle om utilstrækkelighed, forkludringer, inkompetence og tusind ubesvarede spørgsmål. Men før den ændrede fortællingens dramaturgi, ville hovedpersonen være død. Lykkeligt forskånet for et efterspil af lav kvalitet.

Fatale fejl

Farcen starter to minutter efter, Palme har ramt asfalten. Mens han stadig ligger på den frosne beton. En mand, der kommer kørende i sin bil få sekunder efter attentatet, stopper vognen og ringer til alarmcentralen. Han siger, at der er sket et mord på Sveavägen, hvorefter han stilles om til politiet. Da han har ventet i to minutter på en død linje, lægger han på.

Det er blot starten på en nat, hvor intet fungerer for ordensmagten i Stockholm.

Politiet ankommer til stedet kort efter, og kommissær Söderström, som tilfældigvis sidder i en patruljebil i nærheden, tager kommandoen. Men først klokken 23.25 – fem minutter efter Olof Palme er blevet skudt – beordrer han en betjent til at optage forfølgelsen op af trapperne. Han giver intet signalement.

Efter otte minutter på den uvenlige asfalt, bliver den kolde statsminister løftet ind i en ambulance, der kører med udrykning mod Sabbatsberg sygehus. Klokken 00:06, kort efter ankomsten til sygehuset, erklæres Olof Palme død.

Forvirringen er total: Mens TT, Sveriges største nyhedsbureau, allerede klokken 00:20 kan sende et telegram ud med meddelelsen om Palmes død, går der næsten to timer før politiet udsender en såkaldt rigsalarm, der gør hele korpset opmærksom på attentatet, og at en morder er på fri fod. I mellemtiden går en sådan melding ud om at en grøn Volvo kører og slingrer. Gerningsstedet bliver afspærret skødesløst, så folk vader rundt på det natten lang, mordområdet bliver dårligt gennemsøgt (en indisk journalist finder ved et tilfælde den ene kugle og en kvinde, der vil lægge en buket blomster finder den anden), vidner bliver ikke kontaktet, og da der endelig bliver sendt et signalement af morderen ud til hovedstadens patruljevogne, er dette forkert. Endeligt bliver der ikke opsat afspærringer for at sikre, at gerningsmanden ikke kan slippe væk, selvom det ikke er en kompliceret sag at lukke de broer, der stort set er eneste udvej fra Stockholms indre by. De bliver lukket to dage efter.

Den store mængde fejl, politiet begår i minutterne og timerne efter attentatet lægger grunden til det, der siden udvikler sig til ikke bare at være verdens største og dyreste politimæssige efterforskning - men også verdens dårligste.

Inspector Clouseau

Dagen efter skrives Hans Holmér ind i historien. Stockholms politimester, der på dette tidspunkt er en respekteret mand, som med hård hånd har ryddet op i hovedstadens kriminalitet, er bortrejst på mordnatten. Han er i Nordsverige for at deltage i et skiløb, og da han tilbringer natten i sin unge elskerindes værelse på skisportshotellet, har politiet ikke kunnet få fat i ham før lørdag morgen. Da han hører nyheden, kører han i hast sydpå til Stockholm, og lidt i elleve træder han ind på politiets hovedkvarter og meddeler, at han overtager ledelsen af efterforskningen.

Holmér ved, der er begået mange fejl, og er fast besluttet på, at han hurtigst muligt skal rette op på dem og få efterforskningen på rette spor. På pressemøderne indtager han en barsk, kompromisløs stil, der betyder, at det traumatiserede svenske folk hurtigt sætter deres lid til ham. I ugerne efter mordet opnår han en nærmest uhørt høj popularitet, som kun bliver overgået af den dræbte statsminister, og den svenske presse spiser af hans hånd. Hvad Holmér siger, sætter man ikke spørgsmålstegn ved. Hverken fra befolkningen, pressen eller det 300-mand store efterforskningshold, han står i spidsen for. Det skulle man have gjort.

Fantomer og fanatikere

Noget af det første Holmér gør, er at sende et fantomfoto ud med et billede af morderens ansigt. Det er på forsiden af alverdens aviser, og i de følgende uger får Palme-gruppen 8.000 henvendelser fra folk, der mener at kende manden, som nu kun går under navnet ”Fantomet”. Det viser sig senere på året, at Holmér har set bort fra en række vidner og baseret fantomfotoet på et enkelt vidnes udsagn, og den person vidnet har set kort efter mordet, er en uskyldig mand, der er ude at gå tur.

Dernæst vender Hans Holmér og hans hof af efterforskere sig mod det kurdiske arbejderparti PKK, som hele tiden har ulmet i Holmérs hoved. PKK er kort før mordet røget gevaldigt uklar med Olof Palme efter at den svenske regering, som blot den anden stat i verden udover Tyrkiet, har klassificeret PKK som en terrororganisation. Holmér ræssonerer, at gruppen både har adgang til våben og til fanatiske medlemmer, der kan udføre sådan et mord, og fra midten af marts 1986 er han overbevist om, at det er her, morderen skal findes.

Den desperate efterforskningsleder giver instrukser om, at der nu kun skal fokuseres på PKK. På dette tidspunkt i efterforskningen modtager politiet hundredevis af tips om ugen, men de bliver ignoreret, hvis de ikke peger på PKK.

I januar 1987, efter et halvt års aflytning og overvågning af kurdere i Stockholm, slår politiet til med Holmérs stort anlagte ”Operation Alpha” og anholder 26 kurdere. Dagen efter kaldes der til pressemøde, og verdenspressen tropper op med en forventing om, at morderen bliver fremvist. I stedet fortæller Holmér, at alle kurderne er blevet løsladt, men at han stadig er 85 procent sikker på, at PKK står bag. Hertil svarer chefanklager Claes Zeime, som også sidder med ved bordet, at chancen for dét nok nærmere er 5 procent. Pressemødet ender i et farceagtigt skænderi mellem de to.

Pressens velvilje overfor efterforskningslederen skifter herefter til stærk kritik af hele gruppens arbejde, og i marts 1987 bliver Hans Holmér fyret af justitsministeren og sendt på aftægt i en retrætepost hos FN. På det tidspunkt har den rigtige morder et forspring på et år – og det svenske politi et ry som verdens mest uduelige.

Den akavede alkoholiker

Politiet får nyt mod efter Holmérs afgang. Efter et mellemspil med den passive Ulf Karlsson, kommer der perspektiver ind i efterforskningen, da Hans Ölvebro bliver leder af den i 1988. Det første han gør er at glemme alt om PKK og resten af de sammensværgelsesteorier, der efterhånden har hobet sig op, og som byder på alt lige fra C.I.A til Sydafrika, Iran, Mossad, Reagan, våbenfabrikanten Bofors og det svenske politi selv. I stedet koncentrerer Palme-gruppen sig nu om en af de oprindelige teorier, der allerede i dagene efter mordet var fremme, men som Holmér syltede: At mordet blev begået af en enlig drabsmand.

En lang række vidner har afgivet divergerende forklaringer om tvivlsomme typer, der har opført sig mistænkeligt udenfor biografen, hvor Palme-parret så en film kort før mordet. En række personer bliver kaldt til afhøring, og en af disse, en alkoholiseret kriminel sjuft ved navn Christer Pettersson, passer glimrende til den sparsomme beskrivelse af morderen. Han er i hvert fald høj, ranglet og lidt bred i det. Derudover hænger han ofte ud i en lyssky spilleklub i området omkring Tunnelgatan og kender gaderne omkring drabsstedet som sin egen hullede bukselomme. Og endnu bedre: I 1970 slog han en mand ihjel. Godt nok med en bajonet og i et pludseligt raserianfald – og dermed helt ulig Palmes mord – men alligevel. Han har slået ihjel før. Han har det i sig.

Siden da har han dog mest gjort sig bemærket ved at stjæle vodka på Systembolaget og dåsemad i kiosker, men der er flere ting, der peger på Pettersson: Han kan placeres i indre by omkring mordtidspunktet, har højreekstremistiske bøger i reolen derhjemme, og så har han ikke skyggen af et troværdigt alibi på drabsnatten. Politiet rykker ud til betonforstaden Rotebro og arresterer ham, og da Lisbet Palme udpeger Pettersson i en videokonfrontation, er sagen klar. Den 27. juli 1989 får Sverige deres morder. Christer Pettersson får livstid.

Her kunne filmen slutte. Men politiets konfrontation er omgærdet af mystik. Og fejl - naturligvis. Før de viser hende videoen, fortæller de hende, at deres mistænkte er en alkoholiker, og da den usoignerede Christer Petterson tager opstilling mellem 11 veltrænede politimænd, er valget ikke svært. Det mener forsvaret i hvert fald, og dommen bliver anket til Landsretten. Her bliver Pettersson pure frikendt. Retten finder, at man ikke kan dømme en mand for mord på baggrund af en tvivlsom identifikation og en total mangel på tekniske beviser.

Pettersson får 300.000 kroner i erstatning, køber to flasker sprut, og lever i årene frem af at kræve 20.000 kroner per interview, mens han langsomt drikker sig ihjel. I slutningen af halvfemserne prøver politiet at stable en ny sag på benene, men indser, at de stadig mangler at fremskaffe skyggen af håndfaste beviser, og dropper det.

Historien der aldrig slutter

Herefter er alt spekulation. Med jævne mellemrum koger en avis ny suppe på gamle vidner, og slår endegyldigt fast, at Christer Pettersson var den høje, mørke mand på Sveavägen. Ind imellem går turen til fjerne lande, hemmelige efterretningstjenester og møjsommeligt konstruerede konspirationer. Men siden bumsen Pettersson, der meldte sig ud af tragikomedien og døde af alt andet end tørst i 2004, har der ikke været et seriøst bud på en morder.

Palme-gruppen, der går ind i sit 21. år med undersøgelser, gør ingen fremskridt. Udover mordet står de også for håndteringen af tsunamien, og siden flodbølgen har de stort set ikke rørt Palmesagen. Signalet ved at nedlægge gruppen ville være uhørt, men de fleste mennesker, der følger sagen, er enige om, at de stort set kun sidder der for syns skyld. Hvis chancen for at fange Palmes morder var halvveret efter det første døgns uendelige fejltagelser, er den mindre end minimal to årtier – og mange fejl - senere.

Den samlede mængde af tips, tilståelser, rygter og fakta danner en kolossal mængde indbyrdes modstridende beviser og indicier, der skaber grobund for en overdådig stak teorier og på samme tid afvikler dem. Antallet af mistænkte og mængden af motiver overtrumfes kun af den totale mangel på tekniske beviser for nogle af teorierne. I denne sammenligning er mordet på Kennedy et langt mere simpelt attentat.