Hvad er der nu i vejen med Ole Ernst?

Da jeg kommer ned ad trappen til frokostrestauranten, sidder han alene ved et bord i midten af lokalet og bader sig i opmærksomhed. Han er mindre end jeg husker ham, men han fylder kælderlokalet godt ud. Der eksisterer kun Ole Ernst hernede, og de folk der sidder ved bordene er statister i stjernens skygge. En skygge der kastes af en aldrende gadedreng i rød sweater, slidte jeans, halstørklæde og grå manke.

- Jeg tager et glas hvidvin med op, siger han til tjeneren bag baren. – Jeg ved ikke, hvad journalisten skal ha'?.

- En cola light, tak, siger jeg til tjeneren.

- Hold kæft, det bliver sgu et sjovt interview, siger Ole Ernst og griner. Det samme gør tjeneren. Og folkene ved bordene.

Han halter op ad trappen. Jeg følger efter som en lille dreng med en sodavand. Undervejs spekulerer jeg på, om Ole Ernst er en super fyr eller et dumt svin, for mit eget billede er uklart. Jeg har ofte set ham i gaderne her i Kongens Nytorvs bagstræder. Den ene dag holder han hof inde bag ruderne på Palæ Bar, og ligner en mand, der har verden i sin hule hånd. Folk skraldgriner og stimler sammen om skuespilleren med tilbedende øjne. Andre gange sidder han alene inde bag en fugtig rude, på et af byens gamle værtshuse, ved et træbord med en øl og et tomt blik. Som en sølvræv der er udstødt af sin flok.

Op i røven med 110 film

Vi sætter os i hjørnet. Han kigger stift på mig med sine tunge øjne under de buskede, grå øjenbryn. Jeg spørger, om han kender alle de folk nedenunder, men det gør han ikke. Og det behager ham heller ikke, at alle føler, de kender ham.

- Jeg gider sgu ikke altid være folkeeje. Jeg kan blive stiktosset, hvis en eller anden fremmed mand kommer hen og klapper mig på skulderen. Så stritter mine hård i nakken. Hvis man sidder på værtshus, så er der tit nogen, der siger 'hvaaa Ole, skal du have en bajer?', så siger jeg 'nej, det skal jeg sgu ikke, du. Hvad rager det dig, om jeg skal have en bajer?'.

- Du er ellers kendt for godt at kunne lide en bajer?, spørger jeg.

- Ja, ja, folk snakker altid om mit druk og svigt og dit og dat. Altså, det er jo lige meget om jeg har lavet 110 film. Op i røven med det, svarer han og ser misfornøjet ud.

- Man kan jo altid sige 'Ham Ole Ernst, han drikker!'. Det gør mange. Så får man flyttet fokus fra ens eget drikkeri. Hvis du anede hvor mange mennesker, der drikker… Nogle drikker anstændigt, det vil sige hver dag efter arbejdstid, og så er der dem, der langsomt kommer ud i uføret, dér hvor man ikke kan styre drikkeriet. Det er jeg, gud være lovet, kommet igennem.

Han kigger skeptisk på mig. Men ind imellem er det som om, der trænger et venligt blik gennem øjnene. Som om han ikke kan bestemme sig for, om han gider mig eller ej. Så tager han en tår af hvidvinen.

- Men jeg har været derude, hvor jeg ikke kunne kontrollere det. Ork, er du sindssyg, mand, det har jeg. Jeg har taget de fysiske og psykiske slag, som drikkeriet har påført mig, og det har gjort mig klogere.

Hvorfor drikker Jeppe?

- Jeg skal lige på toilettet, siger han. Så halter han derud med hængerøv i bukserne. Det skramler lidt bag døren derud til og jeg nipper til min sodavand imens. Da han kommer tilbage til bordet skridter tjeneren forbi og Ole Ernst kalder på ham. Han bestiller et glas hvidvin mere plus en kop kaffe. Jeg beslutter mig for, at cola light var et dårligt valg til at slå en stemning an, og går med på kaffen.

- Men altså, hvorfor drikker Jeppe?, spørger han så uden at vente på svar. – Jamen det gør han fordi han har for meget fantasi. Jeppe drikker fordi han socialt er placeret et sted hvor han ikke kan få udløsning for de talenter han har. Han kunne måske være blevet en god maler eller en strålende håndværker, men han bliver holdt socialt dér hvor han er: Klokken seks om morgenen ude i kartoflerne.

- Hvorfor drikker Ole så?

- Fordi, altså, jeg har måske nok kunnet leve mine drømme ud. Jeg har været meget privilegeret og har haft begavelse nok til at stoppe med at drikke for meget og til at sige 'bing, slut, færdigt arbejde'. Men det kunne være gået den anden vej. Jeg kunne være endt som en dybt alkoholiseret mand. Det tror jeg bestemt.

Tjeneren dukker op med et glas vin og en kande kaffe. Han skænker op i Ole Ernsts kop og forsvinder så fra bordet i hjørnet.

- Hov, han skænkede kun til mig, hva' faen, det var ikke så heldigt, siger han med sin karakteristiske, tydelige diktion og følger tjeneren med øjnene, mens han forsvinder ned ad trapperne.

- Du er Ole Ernst, siger jeg. – Jeg er Tomas Willemoes.

- Det er vel også fint nok?

- Det er helt okay.

- Ja, jo, men altså tilværelsen skal være behjælpelig for at man kan stoppe med at drikke, fortsætter han, mens han sætter til rette i stolen. - Hvis tilværelsen er ond mod dig, så kan du sgu ikke stoppe. Og det samfund vi lever i, er et meget kærlighedsløst samfund. Der er plads til 6000 andre ting, firhjulstrækkere og jeg-skal-komme-efter-dig, men ikke til kærlighed. Det er ikke alle der er så intellektuelt begavede, at de kan sætte sig ud over den mangel på kærlighed, som samfundet viser dem. De fleste er jo emotionelt begavede, og så gør samfundet ondt på én. For hvor finder man kærligheden? Ingen steder. Og når man ikke kan finde kærligheden, så bliver man selv fundet af smerten. Og hvordan dæmper man smerten? Ved at drikke noget.

Så drikker han. Af kaffekoppen og med måde.

Den puritanske generation

Vi sidder lidt og kigger på hinanden. Jeg overvejer at skifte emne, men inden jeg når så langt, får han et mistænksomt skær i de stikkende øjne:

- Men hvad der er mere interessant, siger han så og ligner en gammel ræv. - Hvorfor synes du , at det er så interessant? Hvad med de digte jeg har skrevet? Hvad med de forestillinger jeg har lavet? Hvordan var det at spille sådan og sådan?

- Jeg synes det er interessant fordi det er sjældent folk der drikker, er så ærlige om det.

- Det sælger også aviser, ik'?, spørger han hurtigt.

- Det gør det måske. Fordi det er interessant, når folk er ærlige om noget der normalt er tabubelagt, svarer jeg.

- Ja ja, det er klart nok, siger han og ser ud til at falde til ro med det svar, men får så en ny tanke.

- Hvis folk vil kalde mig alkoholiker for at flytte fokus fra sig selv, så de derefter kan gå hjem og drikke sig pissehamrende fulde i whisky om aftenen, så er det fint med mig. Men er du klar over, hvor mange mennesker der drikker?

- Det er nok mange, siger jeg. - Men der er ikke mange, der er så ærlige om deres drikkeri. Det er jo også noget, der traditionelt har fulgt med kreative fag som skuespillerfaget og, ja, journalister for den sags skyld?

- Ja, er du sindssyg, journalister, hold kæft mand, jeg kender nogen der…Men jo, den gamle generation af skuespillere drak da. Nogle en del, andre til husbehov. Men de unge skuespillere drikker jo overhovedet ikke. Det er en meget puritansk generation. Men de har jo også en stor status, de er meget dygtige, og så er de med overalt, så os gamle drenge næsten ikke kan komme til. Det er jo lige meget hvilken tv-serie de laver, så er det de samme unge skuespillere. Det er underligt der ikke er en morfarrolle ind imellem. Det frustrerer mig da lidt. Både på det kunstneriske område, men også på det økonomiske. I gamle dage tjente jeg jo styrtende med penge.

- Har du ikke sparet nogen af dem op så?

- Njarh, tjo, ikke rigtigt, jeg har da lidt, men altså… De unge skal da have deres chance. Men det er da utroligt, at alle bedsteforældrene er forsvundet fra dansk film. Det er jo kun unge mennesker og alle deres problemer, som er røvhamrende kedelige i én lang uendelighed.

- Men da du var ung og hip, var der måske også ældre skuespillere, der tænkte 'hvorfor fa'en skal vi se på ham Ole hele tiden? Skal han ikke have en bedstefar?'

- Jamen jeg synes sgu, de var med dengang. Der var hele tiden aldersforskelle i film. Nu er det som om man har glemt, at der eksisterer ældre mennesker. Altså bortset fra Waage Sandøe selvfølgeligt. I tre forskellige serier som bedstefar. Hundrede procent sikkert. Og så er der måske også lige plads til Jesper Langberg. Men hvad er der nu i vejen med Ole Ernst?

Take it or leave it

Han svarer selv på spørgsmålet og jeg lader ham føre an, da spørgsmålene er bedre end mine. Og fordi han taler højt og brusende og jeg sidder bag en colaflaske.

- Jeg har en fornemmelse af, at de betragter mig som værende teaterskuespiller. At jeg har et eller andet sprog, som ikke hører hjemme på film. Og det på trods af 110 film. Eller også har de en fornemmelse af, at ham Ole kan vi ikke styre, og det forstår jeg simpelthen ikke.

- Det har ikke noget at gøre med drikkeriet?

- De ved sgu godt, at hvis jeg skal møde klokken otte, så kommer jeg klokken otte. Det med at man ikke kan regne med mig, det er langt tilbage. Men okay, det hænger måske som en skygge et eller andet sted fra tidligere tider. En stor sort skygge.

- Har du spillet din sidste hovedrolle på film?

- Ja, det tror jeg ærligt talt jeg har.

Han begynder at sidde uroligt på stolen og ser ud til ikke at kunne finde sig til rette. Jeg kigger på ham og spørger:

- Du er rastløs, er du ikke?

- Nu?, spørger han.

- I det hele taget?

- Jo, det er sgu et rigtigt ord. Det dækker vel min tilværelse ret godt. Der skal ske noget hele tiden, og det må gerne være noget nyt. Jeg regner da med, at jeg en dag falder lidt til ro, men det har ikke ramt mig endnu.

- Er rastløsheden en sund eller usund motor?

- Alt i alt har det været en sund motor i mit liv. Jeg fortryder ikke de gange, jeg har sagt til min kone eller kæreste, at jeg går lige i kiosken og køber cigaretter, og så er kommet hjem igen en uge efter. Rastløsheden bliver ens liv, og det kan jeg ikke ændre på. Take it or leave it.

- Men rastløsheden har også kostet dig både koner og kærester?

- De fine piger, jeg har været sammen med i mit liv, de har fandeme altid kunnet stikke op for bollemælk. Jeg må da indrømme, at jeg godt kan ærgre mig over, at jeg ikke er sammen med en af dem nu. Jeg er jo alene. Single, som det hedder. Mine sokker må ligge hvor de vil. Men der er bestemt fortrydelser. Jeg tror aldrig jeg har kunnet se den kærlighed jeg fik. Det er en skam, jeg ikke var klog nok til at passe på kærligheden.

- Er du ved at blive gammel?

- Ja, jeg nærmer mig 70 år, du. Det kan jeg sgu godt mærke hist og pist. Men ellers synes jeg, at jeg har det godt, og jeg kan sgu stadig komme op på tredje sal i fuld firspring. Men der må man sige, at den Fernet Branca, jeg får hver morgen, den hjælper sgu også en del på det.