HAVANA Hvis hunde ligner deres ejere, og de afpillede hunde, der strejfer rundt i Havanas gader en gang har haft en ejer, så er Havanna et sølle sted. Et trebenet kræ med røde pletter på bagdelen og skelende øjne halter over og tisser op ad Rafaels dør i en af det centrale Havanas mest faldefærdige gader. Så bliver den verfet væk af en ældre kvinde, som banker på den tynde dør og går indenfor. Onsdag er ugens travleste dag hjemme hos Rafael. Resten af dagene arbejder han som tømrer og altmuligmand på et nedslidt hospital i Centro Habana til en månedsløn på lidt under 100 kroner. Men onsdag klirrer kassen. Som de fleste driftige cubanere, der drømmer om mere end to poser ris om måneden, har han en lille sidegeschäft af den slags, der balancerer på kanten af loven og i dette tilfælde et stykke ud over.

Hans 28-årige sorte overkrop funkler af sved hver gang, han bevæger sig hen til den tynde blikdør med tremmerne ud mod den lunkne gade, hvor skraldespandene sveder om kap med beboerne, der sidder i døråbningerne og spiller skak eller ryger en træt cigar. Det banker på døren hvert femte minut, og hver gang han åbner den, lukker han stanken af rådne frugter, benzin og sukker ind i stuen. Sammen med endnu en cubaner, der søger miraklet i form af kolde amerikanske kontanter fra det land på den anden side af Floridastrædet, cubanerne hader at elske og elsker af nød, men under ingen omstændigheder kan komme uden om.

Rafael er handyman og har fået drejet sin stueantenne uden om de bølger, myndighederne sender ud for at scramble tv- og radiosignalerne fra Miami, hvor eksilcubanerne prøver at få kontakt med deres efterladte landsmænd i døgndrift. Men det er ikke de ucensorerede nyheder, den endeløse række af sit-coms eller de nye film fra Hollywood, der lokker Rafael, men derimod trækningerne i Floridas statslotteri. Den slags findes naturligvis ikke på Cuba, hvor ingen – bortset fra kommunistpartiets udvalgte – må have mere end andre, men drømmene om den store gevinst og et liv i vestlig luksus lever i mindst lige så høj grad som i det store land mod nord.

Spillebutik i stueplan

Rafael står bag disken i en hjemmelavet bar i mørkebrunt træ, han selv har bygget i stuen. Den er fyldt med 30-40 flasker, der står i sirlig orden. Rom, whisky, vodka, gin og likør. Men der er ikke dét, der minder om væske i de knastørre flasker. Han famler med en stak krøllede A4-papirer og en lille bid blyant. En ældre dame i en beskidt, blomstret kjole kommer ind gennem døren uden at banke og remser numre op. 'Og 11, 19, 27 og...', hun stopper for at tænke, mens Rafael kradser numrene ned i en kolonne på det fedtede papir, hvor hans fugtige tommelfinger er kommet til at tvære nogle tal ud i kanten. Hun går igen, og fem minutter efter kommer en ung fyr ind og remser tal op, derefter en midaldrende mand, der kryber langs væggen, og så et par knægte i hullede kondisko. Rafael tager en lille procentdel for hver spillede række, og sidst på dagen løfter han røret på en gammel, grøn telefon og ringer til en ven i Miami, som spiller de tal, Rafael skyndsomt læser op fra papiret. Er der gevinst ankommer pengene i form af guldure eller smykker, næste gang en cubaner fra Miami kommer på visit i hjemlandet. Når dagen er omme, har Rafael forøget de tre-fire pesos convertibles, staten betaler ham om ugen med 10-12 ekstra. Nok til mange poser ris, et dusin Cerveza Cristal eller til entréen på Casa de la Musica oppe på Calle Galiano, hvor man kan danse natten væk til tidens salsa-toner og for en tid glemme, at man er fattig som en cubansk kirkerotte, og at der ikke er så meget at danse for.

Rafael har ikke dårlig samvittighed over at føre interimistisk spillebutik fra stuen. Tværtimod er han stolt over sin driftighed og over at gøre, hvad han kan for at forsøde sin egen og familiens trange tilværelse.

- Jeg betragter ikke mig selv om kriminel. Det er staten, der er kriminel, siger Rafael, som ikke vil have sit efternavn trykt af frygt for, at de næste, der banker på døren, har håndjern med i stedet for lotto-tal. Han smider den krøllede stak papirer og trækker en snusket rationsbog frem, som han vifter med.

- Det her er sandheden om Cuba, siger han med eftertryk. - Den sandhed, Fidel ikke fortæller om på husmurene og billboardsene. Det er umuligt at overleve i dette land uden at skaffe sig en eller anden form for indtægt uden om myndighederne.

Drømmen om Miami

Nede ved Malecónen, Havanas kilometerlange promenade langs Floridastrædet, er gærdet mod havet ved at være fyldt med unge mennesker, der indfinder sig i takt med, at den store, brændende sol glider ned over de faldefærdige højhuse og efterlader himlen orange og byens gader skyggefulde og udholdelige at være på. Ladaer og gamle pastelfarvede dollargrin driver roligt forbi i solnedgangen. I Havana er al trafik rolig, da der ikke findes biler, der kan køre meget mere end 80 kilometer i timen. De unge drikker Havana Club fra flasken, ryger lokale cigaretter i mærkerne Hollywood og Popular og snakker frit fra leveren, så længe en politimand ikke skridter forbi hvert andet minut med betragtende mine.

Rafael er blevet tilbage på Cuba, selvom tanken om at flygte fra øen har strejfet ham ofte. Som alle andre cubanere, har han både venner og familie, der forlængst har prøvet lykken i en hjemmelavet tømmerflåde eller en faldefærdig kutter og rejst ud over det forbudte hav med en drøm om at nå Floridas kyst, før en cubansk eller amerikansk kystvagt har plukket dem op og sendt dem retur. Men Rafael vil ikke forlade sin mor og bedstemor, som bor hjemme hos ham i Centro Habana, for hvis han gør det, har de ingen til at forsørge dem. Så han venter. På den magiske dag, han ikke har opgivet håbet om. På at El Jefe - og helst også lillebror Raul - er væk og Cuba bliver frit. Så kan han tage til Miami og tjene lovlige penge, som han kan rejse tilbage til Cuba med og købe mad i rigtige butikker, som ikke er styret af staten, og som har varer på hylderne, som han kan købe med hjem og sætte i køleskabet i et hus, han selv har valgt og ikke er blevet tildelt af staten.

- Det er min drøm, siger Rafael, som har fået spraglet skjorte på overkroppen. 12 pesos, eller en månedsløn, har den kostet ham i den billigste skjortebutik i byen. - At leve et liv, hvor jeg kan tjene penge, hvis jeg vil arbejde for dem. At kunne sige hvad jeg vil, til hvem jeg vil. De siger, at Castro bliver rask igen, men efterhånden er der ikke mange af os, der tror på det. Jeg tror, han er meget syg, og det giver os håb om et nyt liv i frihed. Man kan også se på gaden, at hans tid er ved at være omme. Det vrimler med politi, fordi de frygter at folket stimler sammen til en ny revolution, så snart han er væk.

I samme øjeblik stopper en patruljevogn - hvis man kan kalde en Lada for det - og to betjente kalder Rafael til sig og spørger, hvorfor han sidder og snakker med en hvid turist. De kalder op på walkie-talkien og tjekker hans identitetspapirer, men da der ikke er noget at finde på ham, lader de ham gå igen efter et par minutter.

- En dag er det slut, siger han, da han sætter sig ned på gærdet igen og kigger ud over havet. - En dag kan jeg snakke med hvem jeg vil ligesom i Amerika og Europa. Det bliver man nødt til at tro på, hvis man skal kunne holde ventetiden ud.

* * * * *

LITTLE HAVANA I Miami ser cubanerne anderledes ud. Både de, der har været her siden revolutionen og de, der er ankommet for få år siden. Ikke mindst fordi en skjorte med knapper ikke koster en månedsløn, som i det hjemland de har forladt. Siden slutningen af halvtredserne har cubanerne gjort, hvad de kunne for at få Little Havana, området vest for Miamis downtown, til at ligne det land, de er flygtet fra i små og store bølger, og bortset fra trafikken på Calle Ocho, der bevæger sig hurtigere end på Maleconen og byder på Cadillacs, Pick-up trucks og Hummere, er det lykkes. Kaffen smager som på Cuba, frugterne lugter af tropeøens plantager, og alle skiltene er på spansk. Man kan leve et helt liv her uden at kunne tale et ord engelsk. Og det gør mange.

Kafferuden udenfor Restaurant Versailles er Little Havanas mest besøgte ti kvadratmeter. Den cremefarvede Cafe con leche er en del af årsagen til populariteten. Men væsentligere endnu er det faktum, at der ikke går en time eller blot et minut, hvor der ikke er gang i en diskussion, der sværmer om Cuba. Alting her handler om den tabte ø. Det siges, at beredskabet for fejringen af Castros død i Little Havana langt overgår det, der eksisterer for de største tropiske orkaner.

Efter frokosten står der en række ældre cubanske mænd foran kafferuden. De er iklædt nystrøgne bukser, blå, hvide og lyserøde skjorter og grå blazere. Et par af dem har den klassiske cubanske guayabera-skjorte på med fire lommer på fronten og to rækker alforzas, ornament-agtige syninger, ned langs siderne. De fleste har gråligt hår, armene i siden eller gestikulerende rundt i luften, og mange af dem ryger cigaretter eller cubanske cigarer, rullede i USA med tobaksfrø fra hjemlandet. En lille rund mand iført hyttesko og cigarstump i mundvigen fører an i diskusionen. Han har været i kontakt med sin fætter i Havana, der har fortalt, at det vrimler med politi i gaderne.

- Det er fordi Fidel er død, insisterer han med en pegefinger i vejret, men de to mænd, han snakker med nægter umiddelbart at tro på miraklet endnu.

Revolutionen i morgen

Hver eneste dag byder på nye rygter i Little Havana. Hvis der har været en march i Havana om lørdagen, hvor Castro ikke viste sit skæggede ansigt, går snakken næste dag. Så må han være død. Hvis et af de få ugentlige fly fra Miami til Havana er blevet aflyst, er det fordi CIA ved, at revolutionen begynder i morgen. Og så må Castro være død.

De har ventet på denne dag i en lille menneskealder, og rygterne og håbet om disses hold i virkeligheden har været brændstoffet i hele deres liv. De har siddet i Domino Park og delt brikker ud og snakket om deres livs efterår, der starter i det øjeblik Fidel Castro erklæres død. De har stået foran denne kafferude dag ud og dag ind og planlagt deres nye liv, efter de er vendt hjem til Cuba. Mange af dem ankom til Little Havana for 48 år siden, og troede de skulle være her nogle måneder, måske et år. Men deres midlertidige eksil er blevet til et permanent liv. Imens er livet fløjet forbi ude på 8th street, der på denne strækning kun hedder Calle Ocho. Folk er kørt forbi i åbne Mustangs med brylcreme i håret i tredserne, med langt hår og bakkenbarter i orange folkevognsrugbrød i halvfjerdserne, og derefter har de drukket kaffe til lyden og billedet af firserne og halvfemserne og et pænt stykke af nullerne, mens Fidel Castro hårdnakket har nægtet at forsvinde. Al snakken til trods. Men nu går den ikke længere. I 2007 lever de ikke blot i et svagt håb, men i sikker forvisning om, at Castros show nærmer sig en definitiv afslutning, og at selv ikke manden med skægget, der har snydt både dem selv og et utal af amerikanske attentatforsøg, kan snyde døden denne gang.

Tættere på Cuba

I en sidegade til Calle Ocho, på et museum for cubanske krigsveteraner, der fungerer mere som forsamlingshus end som museum, sidder 72-årige Juan Torres Mena. En af dem der har ventet længst. Siden 1958 har tropeøen i syd ikke været andet end et udvisket minde i en efterhånden gammel mands trængte hukommelse. Den eneste gang, han har haft fødderne på cubansk jord siden, var i 1961, hvor han efter et par dages ophold i nogle bakker øst for Svinebugten blev taget til fange i den uniform, Kennedy og CIA havde udstyret ham med.

Hans virkelighed hedder Miami, og i Miami er det virkeligste for enhver cubaner bydelen Little Havana. Det er dette stykke jord vest for downtown, de har gjort til deres virkelighed i mangel af bedre, og med tiden er det blevet til et permanent monument over forliste cubanske drømme.

Siden Bush strammede embargoen i 2004 – ikke mindst for at tækkes cubanerne i Florida - er det blevet endnu sværere for den almindelige eksilcubaner at besøge hjemlandet, men for Juan Torres Mena har det været en umulighed, siden han blev købt fri af Kennedy for 25.000 dollars og blev registreret som terrorist og landsforræder af de cubanske myndigheder, som, så længe Castro er ved magten, aldrig vil lukke ham ind i landet igen.

Men i aften når han lukker øjnene, rejser han alligevel sydpå. Som han har gjort hver nat i et halvt århundrede. Hjem til Camaguey, sukkerrørsplantagerne, appelsinerne, palmerne, festerne i familiens skød, ungdommens minder.

- Det sker i det øjeblik, jeg lægger hovedet på puden. Det gør det hver aften. Så drømmer jeg mig hjem til Cuba. Jeg kan aldrig slippe mindet om mit hjemland, selvom det er over 50 år siden, jeg flygtede, og 45 år siden jeg sidst var hjemme, siger han, og stikker en finger ind under de tunge stålbriller, hvor der sidder to våde, brune øjne.

- Den dag, Castro dør, rejser jeg hjem med det samme, siger Juan Torres Mena. - Jeg har aldrig opgivet håbet om at flytte hjem inden mit liv er omme, men nogle gange har det været svært at tro på, at det nogensinde ville ske, siger han og kigger op på væggen i museet, der er plastret til med hundredevis af små, sort-hvid billeder i gyldne rammer, der hver især indeholder ansigtet af en cubaner, der har ofret sit liv i forsøget på at befri hjemlandet. Hundredevis af døde brune øjne, der forlod denne verden i Svinebugten, eller i en af de mange små stik-missioner eksilcubanerne siden har forsøgt sig med for at tvinge Castro i knæ. Juan Torres Mena kender hvert et ansigt. De er hans brødre, fætre, onkler og bedste venner fra et svundent liv i eksil.

- Vi er mere end to millioner cubanere i USA. Vi har aldrig været flygtninge og har aldrig ønsket at bo her i landet hele vores liv, siger Juan Torres Mena og skifter de fugtige øjne ud med et beskedent smil. - Vi har ventet og ventet på at komme hjem, og i dag tør vi tro på det. Jeg føler mig tættere på Cuba nu, end jeg har gjort i snart halvtreds år.