Camp Nou er et skib lastet med selvforståelse. Stadionet er symbolet på katalansk identitet og patriotisme, og er Spaniens næststørste bys magtmæssige modstykke til regeringsbygningen i Madrid. En stolthedens og armodens supertanker formet i jern og beton, der ligger for anker i millionbyens udkant, og som har været stedet, hvor millioner af katalaneres humør har været skabt, plejet og ødelagt siden opførelsen i 1957.

I år har Europas største fodboldstadion, med få undtagelser, været skueplads for dét, folket hungrer efter hvert eneste år: Smuk fodbold, spansk mesterskab og Champions League-sejre, der har ført klubben til den ultimative finale. Barcelona er en by i mild ekstase i disse uger.

Inde i betontemplet er det lørdag aften. Nede på den grønne plæne, der er så plan og velfriseret, at den ligner noget, man kunne spise albondigas af, løber den katalanske ellevemands-hær rundt i den verdenskendte blå-røde blaugrana-dragt, mens elleve overmagtede bysbørn fra Espanyol forsøger at gøre det til et lokalbrag og stille sig i vejen så godt de kan. Oppe på tilskuerrækkerne, der strækker sig længere mod himlen end noget andet stadion i Europa, er der fuldt hus. Tæt på 100.000 tilskuere. Da en hvid-blå forsvarskleppert fra Espanyol snitter bolden ud over baglinien, og en mørklødet fyr med sortglinsende krøller og udstående fortænder dasker ud mod hjørneflaget, stiger summeriet på tilskuerrækkerne adskillige grader. Han vinker op mod jublen, blitzlysene og de svajende gul- og rødstribede katalanske flag, og takker for tilbedelsen i den sæson, der lakker mod enden, og som allerede nogle dage før er afgjort til Barcelonas fordel. Da han når ud til hjørnet, har hundreder af rækker og tusinder af klappende hænder rejst sig op for at hylde den største blandt de store. Han vinker tilbage, smiler, tager så et kort tilløb, kigger koncentreret ind mod feltet, løber til bolden og sender den med en skævert direkte i fødderne på en modstander.

Ronaldinho er tilgivet i samme øjeblik. Hans goodwill er som Bin Ladens i en Al-Queida-træningslejr i Tora Bora. Det er hans sæson. Det er ham, der mere end nogen anden har fintet, driblet, scoret og grint mesterskabet hjem til Barcelona. Han kunne lave skæverter fra nu af og til Ramblaens ende, og han ville stadig have tusindevis af trøjer med sit navn på ryggen hængende i boder udenfor stadion og på overkroppen af børn, unge og gråhårede pensionister inde i byen. For i Barcelona bliver helte til katalanere – og katalanske helte til konger.

* * *

FC Barcelona er langt mere end et fodboldhold, der hver weekend spiller om tre point i ligaen. Klubbens motto siger egentlig det meste: ”El Barça és més que un club” – ”Barca er mere end en klub”. Hvad det overskydende er, er implicit: Klubben er det nærmeste Katalonien kommer på en hær, der kan tage kampen op mod den historiske undertrykkelse fra Castilla-regionen og hovedstaden i Madrid. Det er ikke, som når FCK og Brøndby tørner sammen syv-otte gange på en sæson i den hjemlige liga. København og Christiansborg har aldrig undertrykt Vestegnen i nævneværdig grad eller forbudt enhver form for Brøndby-dialekt, men sådan har det historisk været i Katalonien, der under Francisco Francos regime blev holdt i et stramt, fascistisk greb, der havde til formål at udslette enhver form for katalansk identitet og udtryk. Selvom regionen siden Francos død i 1975 har haft delvist selvstyre, bærer katalanerne stadig rundt på en stærk anti-pati mod styret i Madrid, hvor folk omvendt heller ikke har store følelser for de rebelske katalanere oppe i nord ved Frankrig. I det øvrige Spanien taler man om katalanofobi, som et ikke sjældent fænomen – især blandt kastillanerne i den centrale region, der omkranser Madrid. Det er et indbyrdes forhold de to store byer imellem, som for nogle er rent had, for de fleste indgroet skepsis, og for de færreste minder det mindste om kærlighed.

* * *

Barcelonas fodboldhold er befrielseshæren, der kan tage kampen op mod undertrykkerne, og markere Katalonien som den stærkeste region på den Iberiske halvø. Det er en forfinet hær, som folket stiller usædvanligt store krav til. Det er aldrig nok blot at vinde en kamp eller endda et mesterskab, for det skal foregå på klassisk Barcelona-manér i en øm, poetisk og evig offensiv, der illustrerer regionens storhed og overskud. Til det skal man bruge soldater, der kan mere end at plaffe løs og bygge store, mudrede skyttegrave. Man skal bruge intelligente mænd, der kan overraske, overrumple og udstille de andres svagheder i små, hurtige ryk, og når angrebet er slut, skal modstanderen hellere stå tilbage i en tilstand af svimmelhed og forvirring end være nedtrampet og tilintetgjort.

Derfor er Ronaldinho kongen. Han er den ultimative Barça-spiller. En mand der kan ting med en bold, som ingen andre i verden, og som aldrig misser en mulighed for at diske op med en ny finte og løsne på det tekniske krudt. Den katalanske fodbold-armé har altid levet af den slags boldgenier, der med forfængelig snilde og dekadente fodfinter kan udstille resten af det Spanien, der gør grin med dem og prøver at undertrykke dem udenfor banen. En rolle, der - før det brasilianske fortandsfænomen kom til klubben - har tilhørt legendariske orkesterledere som Kubala, Cruyff, Maradona, Laudrup, Figo og Rivaldo.

* * *

Katalonien er i storoffensiv andre steder end på Camp Nou. Efter Partido Popular og José Maria Aznar blev hældt ud af parlamentet i Madrid efter terroraktionen i marts 2004 og erstattet af Zapateros socialister, er der kommet vind i de rød-gule katalanske selvstændigheds-sejl. Det katalanske ”Generalitat”, regionens lokal-regering, har taget en række omfattende initiativer hen imod øget selvstændighed, som blandt andet indebærer, at Katalonien skal kunne opkræve skatter uden om Madrid, samt indførelsen af et selvstændigt retssystem. Den socialistiske regering i hovedstaden har – modsat højrepartiet Partido Popular, som historisk har været indædt modstander af enhver form for regional selvstændighed til både Katalonien og Baskerlandet - været overraskende lydhør overfor ønskerne, og meget tyder på, at de bliver gennemført.

Derfor – og fordi økonomien blomstrer og regionen er blevet Spaniens rigeste - er optimismen i Barcelona større end nogensinde før. Sjældent har så mange katalanske flag præget byens gader, biler og ruder, og i en weekend som denne er det umuligt at dreje omkring sig selv inde i byen uden at se mindst én Barcelona-trøje. Og det inkluderer selv de smalleste, gamle gader. Da Barça-spillerne om søndagen, dagen efter Espanyol-kampen, kørte rundt i centrum i en åben bus, havde ikke mindre end 1,2 millioner mennesker taget opstilling langs ruten for at hylde Puyol, Deco, Eto'o, Messi, Motta, Larsson, Edmílson, Xavi og Ronaldinho. Det er en fjerdedel af indbyggerne i stor-Barcelona og en syvendedel af hele Kataloniens befolkning. Det er ikke fordi samtlige indbyggere i Katalonien interesserer sig for fodbold, men de interesserer sig for Katalonien. Og så må man nødvendigvis have et mindstemål af sympati med ”El Barça”.

* * *

I årets Champions League er nye tider kommet til Barcelona. Træner Frank Rijkaard har – med resultatmæssig succes – afveget fra tidligere tiders romantiske, men lettere naive fodboldfilosofi, og har i kampene mod Chelsea og Milan sendt sin hær ind med det ene formål at vinde. Et formål som i det meste af fodboldverdenen er simpel logik, men som i Barcelona tangerer ensporethed. Det har betydet, at holdet i den europæiske turnering har spillet mindre smukt og opsigtsvækkende end de forrige år. Der har endda været kampe, hvor Barça var mindre i boldbesiddelse end modstanderne, og Ronaldinho er sågar blevet set strejfe omkring i eget felt efter en bold. Det har ikke altid været smuk bold med et tydeligt Barcelona-stempel, men til gengæld har de på vejen vundet over de hold, der sendte dem ud årene før, hvor katalanerne spillede for det store offensive galleri. Det er et kortspil med lige dele esser og sikre billedkort, hvor Rijkaard har balanceret mellem at tilfredstille verdens mest kræsne fodboldpublikum og samtidig bringe trofæer til de spotlighthungrene fans.

Hvis de gør Arsenals globetrotter-hold svimle og indtager Stade de France i Paris på onsdag, så gør de endegyldigt 2006 til katalanernes største jubelår siden Franco slap grebet. Og så kan det være, at selv de mest garvede fodboldromantikere hjemme i Barcelona og omegn, kan leve med, at det sker med mere tilbagelænet list end offensivt stormløb, så længe de stadig holder kadencen i den hjemlige liga fra den nye sæsons start. For der er grænser for, hvor meget selv den mest kræsne katalaner kan brokke sig, når kabalen går op til sidst.

Print artikel (Printvenlig version)