At gå fra støvregnen på Barbaros Bulvari, den livlige gade i Istanbuls forretningskvarter, og ind gennem svingdøren til avisen Sabah, er som at træde fra en storbys centrum og direkte ind i en mindre indenrigslufthavn. Det tager i hvert fald næsten lige så lang tid at komme i luften.

Security-tjekket foregår på to bånd, der står skruet i gulvet ved siden af hinanden i et gråt, sterilt lokale, hvor vagterne bærer mørkegrønne uniformer og matchende maskinpistoler, og i den skranke, man kommer til bagefter med bæltet dinglende mod låret, skal der afleveres to styks billed-ID, før man kan få lov at gå ind og tage elevatoren op i bygningen.

Længere oppe tager en ung tyrkisk kvinde imod i moderne spadseredragt, og guider gæsten over til chefredaktørkontoret i hjørnet - afskåret fra den menige redaktion med persienner foran et tyndt pleksiglas-vindue. Som i Distrikt Hill Street. Kontoret består af en mørk lædersofa, et stort sort fjernsyn og et rodet skrivebord med tastatur og to brugte kaffekopper påtrykt chefens navn i skråskrift.

Udenfor det store vindue, der fylder hele rummets ydervæg, rejser det nye Istanbul sig. Eller, sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger ud over den klynge halvfærdige skyskrabere i glas og stål, flankeret af kæmpekraner, der rejser sig mod den tågede anatolske vinterhimmel. Men det er en orientalsk illusion.

- De bygninger har set sådan ud i årevis, siger Emre Ergül, da jeg kommenterer udsigten og nybyggeriet, mens en våd frakke krænges af.

- Ham der bygger dem løb tør for penge, så nu står de bare dér, og ingen ved, hvad der skal ske med dem, siger han med et overbærende smil og sætter sig ned bag en mindre stak aviser. Den øverste i bunken er dagens udgave med en skarp kritik af regeringens håndtering af fugleinfluenzaen på forsiden.

Opgradering til EU-klasse

Emre Ergül er kun 30, men har allerede en lang journalistisk karriere bag sig. Før han blev chefredaktør på Sabah var han udlandsredaktør på avisen, som er Tyrkiets næststørste dagblad og den mest progressive og liberale af landets store aviser. I de senere år har avisen været det medie i Tyrkiet, der har argumenteret tungest for et tyrkisk EU-medlemsskab, og spørger man Emre Ergül, hvor stor tilhænger af EU han er på en skala fra et til 10, svarer han uden at tøve 11.

- Jeg er så pro EU, som det er muligt at være, og det er også avisens holdning. Du skulle se vores arkiv fra dagene omkring topmødet i København, og du vil se hvor heftigt, vi taler for tyrkisk EU-medlemsskab, siger han kontant.

I kraft af sin stilling er der få mennesker i det folkerige land, der har fingeren så solidt på den tyrkiske folkepuls som Emre Ergül. Han må være den rette til at give et bud på, hvad det præcist er, der for 70 procent af tyrkerne trækker så meget ved et medlemsskab af en tilsyneladende kristen, vesteuropæisk klub, der har afvist dem i 42 år.

- Det er faktisk ret simpelt: Vi har brug for at blive opgraderet. Jeg vil bare have, at folk tjener penge. Hvis vi er med i EU, vil økonomien blive stabil, og det er nøglen til et lands velvære, siger han om det ukomplicerede fundament under den tyrkiske EU-drøm.

- I Tyrkiet har vi i dag et stort antal kriminelle og et stigende antal bander, specielt i store byer som Istanbul, Ankara og Izmir, og grunden til det er, at folk mangler penge, arbejde og noget fornuftigt at give sig til. Tyrkisk EU-medlemsskab vil føre til flere jobs, bedre økonomi og mindre kriminalitet. Det er ukompliceret, og derfor er mit forhold til EU heller ikke kompliceret, siger chefredaktøren fra den anden side af bordet, mens røgen fra hans amerikanske cigaret stiger op langs Afrika på det politiske verdenskort på væggen bag ham og truer med at overdække Europa.

Europas Iowa

Det handler om tomme maver. Millioner af dem. Og som vi alle ved, dur hverken en helt eller en befolkning uden mad og drikke, og det er først og fremmest det, EU kan ændre for Tyrkiet:

- Når din mave er tom, kan du ingenting. Når den er fuld, starter din hjerne med at fungere. Tyrkernes maver har været tomme i mange, mange år, og vi skal have fulde maver, så vores hjerner kan komme i gang. Når først hjernen er i gang, fører det til demokrati, ytringsfrihed og økonomisk fremskridt. Når man prøver at tvinge hjernen i gang på tom mave, fører det ikke til andet end kaos. Jeg er 30 år gammel, og jeg har set nok kaos i Tyrkiet.

Emre Ergül gør sig ingen illusioner om, at det store land fra den ene dag til den anden, bliver lige så velstående som for eksempel Danmark, men mindre kan også gøre det:

- Tyrkiet er et stort og meget forskelligt land. Man kan ikke forvente, at folk fra det østlige Tyrkiet skal op på almindelig europæisk levestandard, som Istanbul skal, men de skal højere op. Der er ikke noget mærkeligt i de forskelle. Hvis du ser på USA, så er der heller ikke samme levestandard i Iowa og New York, men dem i Iowa lever alligevel godt. De har penge. Tjener måske 3000 dollars om måneden. Men i det østlige Tyrkiet der lever folk altså for en dollar om dagen. De kommer ikke til at tjene det samme som i Istanbul, og slet ikke det samme som i Danmark, men de kan være Europas Iowa.

Frygten for tyrken

Mens et overvældende flertal af tyrkerne gerne vil med i EU, viser den ene meningsmåling efter den anden, at de stærke følelser langt fra er gengældt fra den anden side af unionsgrænsen. Emre Ergül mener, det bunder i, at vesteuropæere har en helt forkert opfattelse af Tyrkiet.

- I tænker på Jer selv og os tyrkere som “os” og “dem”. Så længe I gør det, vil der være en splittelse, og en eller anden form for frygt for os, og for at vi kommer og tager Jeres arbejde, siger han og rejser sig i stolen og tager fat i noget fiktivt seletøj i luften:

- I er jo bange for, at vi alle sammen – 70 millioner vilde tyrkere - kommer ridende på heste til Bruxelles og slår jer alle ihjel med sabler, siger han og svinger sarkastisk med armen, som om han huggede hoveder af, inden han sætter sig tilbage i kontorstolen og smider benene over kors.

- Men vi har et ordsprog i Tyrkiet, der hedder: “En pære falder ikke længere væk end træets stamme“. Bare rolig. Vi kommer ikke ridende og stjæler Jeres arbejde. Vi elsker vores land, vi er et meget hjemvé-præget folk. Spørg enhver tyrker ude i verden, om de savner deres land, og svaret er altid ja. Så så længe, der er arbejde, udsigt til en fremtid og mad i maven, hvorfor skulle jeg så tage til Bruxelles, Lyon, København eller London?, spørger han retorisk, inden han springer direkte over i et eksempel på den europæiske afstandtagen til sit folk:

- Der ligger en lille by i det sydlige Tyrkiet. Den største skatteyder i byen er en engelsk dame. Betyder det noget for mig? Nej, ikke så længe hun betaler skat. Hun er velkommen. Men i Tyskland bor en tyrkisk forretningsmand, som faktisk er den person, der betaler mest i skat i hele landet. Jeg læste et interview med ham for nogle måneder siden, hvor han fortalte, at lige meget, hvor meget han betaler i skat, kan han aldrig blive en af tyskerne. Aldrig blive accepteret. Der er et skel mellem Jer og os, som vi må have udryddet. Vi vil accepteres, ikke frygtes.

Bosporus badwill

Kodeordet bag EU-borgernes tyrker-skepsis er ifølge Emre Ergül uvidenhed. Og så at Tyrkiet har fat i den rigtig dårlige ende af de vesteuropæiske medier, og derfor er genstand for en lind strøm af dårlig publicity og badwill:

- I England skriver tabloid-aviserne stadig om dengang en engelsk fodboldfan blev slået ihjel i Istanbul i forbindelse med en fodboldkamp, selvom det er seks år siden. De skriver aldrig, at englænderne var fulde og selv startede slagsmålet. De bruger det som propaganda. For at skabe billeder af at vi er et farligt folk, siger han, tydeligt irritabel, og kommer så i tanke om et eksempel, der er mere nærliggende for interviewets målgruppe:

- Var du her til landskampen mellem Tyrkiet og Danmark, da I udlignede et minut før tid?, siger han spørgende.

- Der skulle vi jo, efter den logik, have slået alle de danske spillere ihjel, men selv om tilskuerne var fuldstændigt chokerede, så klappede de af danskerne, da de forlod banen,

siger han, og læner sig ind over bordet.

- Frygten for vores land bunder i uvidenhed. Jeg var i Holland for et par år siden. Ikke ti år siden. Der var flere, der spurgte mig, hvor mange koner jeg har. Hva' gi'r du? Det chokerer mig, at blive spurgt om den slags, siger han hovedrystende.

- Seks procent af befolkningen i Tyrkiet er fundamentalistiske muslimer og 25-30 procent ligger et sted mellem det meget troende og det normale. Resten af tyrkerne går, groft sagt, bare op i at få noget i maven.

Europæere som Jer

Selvom Emre Ergül er træt af den negative holdning og uvidenhed, han mener præger EU-landenes syn på Tyrkiet, kan han godt se, hvor den kommer fra. Det handler ganske enkelt om, at vores del af Europa sjældent støder på de millioner af tyrkere, der – i modsætning til dem, der flyttede nordvest på for 30-40 år siden - minder om os selv.

- De folk, der udvandrede fra Tyrkiet og tog til Danmark, Tyskland og andre lande i 60'erne og 70'erne, var jo bønder, typisk fra Østtyrkiet. De fattigste og mest tilbagestående tyrkere. Det er gennem dem, I lærte om Tyrkiet og mødte de første tyrkere. De tog til nordeuropa, men havde aldrig set Istanbul eller Ankara - eller nabolandsbyen for den sags skyld - og kunne naturligvis ikke integreres med et fremmed folk i Danmark. Men der er gået mange år siden, så det din far havde ret til at tænke om tyrkere, det har du ikke. Den slags tyrkere er jo ikke repræsentative for vores folk, siger Emre Ergül, som synes det er på tide, vi lærer, at der er stor forskel på Tyrkiet og dets arabiske naboer i syd. At det går op for os, at alle muslimske lande ikke er fundamentalistiske præstestyrer:

- Jeg tror folk fra EU har svært ved at forstå, at der er stor forskel på Tyrkiet og de arabiske lande. Bare se de folk, der spørger mig, hvor mange koner jeg har. Eller se på mig, siger han og peger op på sit ansigt.

- Ligner jeg Osama Bin laden? Nej, jeg ligner dig en del mere, ikke? Tyrkiet og de arabiske lande er vidt forskellige steder. Vidt forskellige folk. Ikke mindst fordi Tyrkiet er et sekulært samfund, og bare det alene gør os jo til et tabt land i araberes betragtning. Vi er europæere ligesom Jer, så I bliver nødt til at lære os at kende og acceptere os, slutter Emre Ergül, før han følger gæsten ned mod lobbyen. Forbi vagtværnet, ud i formiddagsregnen. Ud til livet, osen, de dyttende biler, uforståelige neonskilte, overstadige gadesælgere, vilde hunde, rygende skorstene og 70 millioner sultne tyrkere på jagt efter intellektuel føde. Og et solidt måltid på Café Europa.

Print artikel (Printvenlig version)