34662 Üsküdar. Første stop efter at Europa er blevet til Asien. Det hedder stadig Istanbul, men det er ovre på den side af Bosporus-strædet, og når man vender sig om efter at have kørt over broen, der deler den enorme by og kigger tilbage, ligner Europa en tåget drøm betrukket med formiddags-dis. Symbolikken ved, at det er her mit interview-offer skal findes, er næsten tykkere end den grå atmosfære, der hænger tundt over byen.

Bayraktar Bayrakli er imam og professor ved Det Religiøse Fakultet på Marmara Üniversitesi, og selvom han ikke er nogen indædt modstander af EU, ville det være synd at mistænke ham for, at have blå EU-sokker på under jakkesætsbukserne. Lad os kalde ham skeptisk i forhold til Europa, og forbeholde den kompromisløse afstandstagen til et enkelt af Europas lande, og det lands største dagblads hang til profet-tegninger.

Istanbul er Europas største by – på trods af at titlen oftest tildeles London eller Moskva. Ikke at de er fornærmede over det hernede. At ligge i skyggen af Europa og blive overset, er ikke nogen ny fornemmelse.

Universitetet er spredt ud over kæmpebyen, og den del der ligger herovre på den asiatiske side, langt fra Bazaren, Sultanahmet og Den Blå Moské, er ikke en turistattraktion. Det er et typisk halvtrist tredser-halvfjerser-byggeri, der lige så godt kunne have ligget i Kokkedal eller Korsør, som i Konstantinopel.

Et par etager oppe af de trøsteløse, rungende betontrapper har Bayraktar Bayrakli kontor. Bag skrivebordet kigger Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger, ud over et lokale, der er flankeret af reoler fyldt med bøger, og professoren og imamen i bunden af rummet tager venligt imod. Han siger forresten også venligt farvel en time senere – men ind imellem de to begivenheder, vil ”venligt” ikke være den rette beskrivelse af forløbet. Der er i hvert fald langt fra hans nuværende sindstilstand til den, der bryder ud en halv time inde i interviewet.

Islam minus 10 procent

Bayraktar Bayrakli deler ikke 50 millioner tyrkeres ubetingede begejstring for EU. Ikke fordi, han er direkte modstander, men fordi konsekvensen af et tyrkisk EU-medlemskab på nuværende tidspunkt vil være for stor.

- Jeg er bange for, at det går Tyrkiet på samme måde, som den lille å, der løber ud i den store flod. Den forsvinder og bliver glemt, siger han og laver en lufttegning, der skal forestille en å, der bliver opslugt.

- På den anden vil det kultur- og især forskningsmæssigt være en fordel for Tyrkiet. Når vi taler om kultur, er det ikke kun fordi vi kan lære af europæerne, men også fordi vi kan give nogle værdier videre til jer. Vi har nogle universelle værdier, som Europa har brug for, for europæere har en masse dobbelmoral, og behøver vores gode værdier. Vi har nemlig kun én standard. Der kommer en masse ud af munden på europæere, som ikke findes i hjerterne på dem, og dér er vi tyrkere – ikke alle, men de fleste af os – bedre til at sige, hvad vi mener i hjertet.

Når Bayrakli nævner fordelene ved EU, er det som objektiv iagttager af sit lands tilstand, og ikke som religiøst overhovede. For Islam er der nemlig ikke noget at hente i unionen:

- EU er ikke godt for mig. Det er ikke godt for det religiøse Tyrkiet. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Tyrkiet kommer med i EU, så vil det gå ud over Islam. Ikke sådan, at folk vil glemme deres religion, men den kan godt risikere, at blive omkring 10 procent svagere

Europa om 50 år

Bayraktar Bayrakli mener at både EU og Tyrkiet har meget arbejde – ikke mindst af den mentale slags – foran sig, før man for alvor kan forenes:

- Vi tyrkere er ikke klar til Europa. Vi har brug for at uddanne vores folk først. Der er uvidenhed i Tyrkiet og uvidenhed i Europa, og to gange uvidenhed er skidt sammen, siger han og smiler, bevidst om konklusionens enkelthed.

- Først når begge steder er blevet klogere, og har smidt noget af uvidenheden af sig, kan vi passe sammen. Det tager tid, lang tid. Mere tid, end jeg har tilbage. Jeg tror det vil tage 50 år før Tyrkiet er klar til at blive en del af EU, og før EU er klar til at være i union med Tyrkiet. Det kræver meget arbejde fra begge sider.

Hvem kræver det mest arbejde af?

- Det er et godt spørgsmål, siger han og tænker sig om længe med et smil om munden.

- I skal arbejde med at sætte spørgsmålstegn ved jeres tro. Vi skal arbejde med at læse, uddanne os og øge vores forskning.

Men I skal ikke arbejde med at sætte spørgsmålstegn ved jeres tro?

- Jo, jeg kan godt sætte spørgsmålstegn ved min tro, men naturen siger, at der kun er én gud. Der er ingen treenighed. Ingen søn af Gud. Så jeg kan godt sætte spørgsmålstegn, men naturen og universet svarer mig, at der kun er én gud. Gud er én.

Bin Laden er god for USA

En af de største hindringer for et lykkeligt ægteskab mellem Vesteuropa og Tyrkiet, er religion. Ikke mindst det faktum, at vi europæere, ifølge Bayraktar Bayrakli, misforstår den religion, han og knap 70 millioner tyrkere praktiserer.

- Islam betyder fred. Hvis du beder mig om, at oversætte ordet ”islam” til engelsk, vil min oversættelse være ”fred”. Alt, der hører under Islam, har freden som formål, og ingen muslimer, der har forstået Koranen, ønsker at skabe fjender.

Tror du kristne europæere har den opfattelse?

- Nej, slet ikke. Den vestlige verden forstår ikke Islam. For jer er Islam lig med terror. Det er hele idéen bag vores religion, tror i, men hvis man studerer Koranen – ikke læser, men studerer - vil man finde ud af, hvad Islam er. Den vestlige opfattelse af Islam er uhyggelig forkert, og en fornærmelse.

Hvorfor tror du Den vestlige verden opfatter Islam som terror og ikke fred?

- Det er jeres egen skyld. Den kristne verden skaber terrorister i muslimer. Islam skaber ikke terrorister. Det er umuligt for en ægte muslim, at skabe en terrorist.

Hvorfor det?

- Fordi hans religion er fred. Ikke terrorisme.

Men terrorister siger selv, at de arbejder i Allahs eller Koranens navn?

- Nej, nej, nej, Gud gav os den opgave, at udbrede fred i verden, ikke terrorisme. Det er Den vestlige verden, der gør muslimer til terrorister, med det formål at få en undskyldning for at angribe den muslimske verden. I ønsker terrorister. De er gode for jer. De giver jer et påskud for at marchere mod lande, der bekender sig til Islam, siger han og trækker derefter vestens fjende nummer ét frem som eksempel:

- USA har skabt Osama Bin Laden med vilje. Han er ikke skabt af Islam. Han er god for USA, for når der findes en mand som ham, har de en undskyldning for at angribe den muslimske verden. Jo flere terrorister, der findes, jo flere undskyldninger har de for at angribe den muslimske verden.

Men hvorfor er Den vestlige verden så interesseret i at angribe den muslimske verden?

- Det er en grundidé, der går langt, langt tilbage i tiden. Det tyrkiske folk accepterede Islam og udbredte det i verden, og da det Romerske rige kollapsede overtog tyrkerne Istanbul og en række kristne lande. Siden dengang har først romerne og siden resten af Europa og vesten følt, at muslimer var deres fjender. Det ligger dybt i dem, og det er grunden til at de bliver ved med at angribe Islam, hvor end de finder den.

Ulækker skændsel

Byraktar Bayrakli har hørt om de danske Muhammed-tegninger, men aldrig set dem. Jeg har taget en forside fra Jyllands-Posten med, men holdt den nede i tasken. For at være ærlig, er jeg ikke klar over, om det vil være en fornærmelse, at vise den for ham, så jeg spørger pænt.

Jeg har en af disse tegninger med. Må jeg vise dig den?

- Ja, lad mig se, siger han uden tøven.

Jeg giver ham forsiden – med tegningen af Muhammed med vildt skæg og sabel. Bayraktar Bayraklis ansigtsudtryk ændrer karakter på et splitsekund. Fra imødekommende, saglig og åben til noget der minder om lilla. Han rejser sig op, holder tegningen ud for sig og trækker vejret besværet.

- Dette er en fornærmelse. Det er... Hvad er det her? Hvordan kan man... Hvad er det for en tegning?, spørger han og kigger forvirret på mig.

- Det her, det er forfærdeligt, frastødende, ulækkert. Det er den værste fornærmelse mod mig og min religion, jeg nogensinde har set, siger han med en stemmeføring, der hele tiden stiger.

- I er kristne, jeg er muslim. I skal ikke tegne sådan noget. Det er direkte ulækkert. En skændsel. Og ikke værdigt for et moderne land, at foretage sådan en handling, siger han så, stadig stående, kiggende på mig, efterfulgt af et øjebliks pause. Så kigger han igen på tegningen.

- Hvor er den forfærdelig grim at kigge på!

Ingen frihed til ondskab

Da han har sat sig ned igen, og er kommet sig over det værste chok over den fornærmelse, han holder i hånden, sætter han nogle grundigere overvejede, men stadig frustrerede, ord på sin reaktion:

- Dette er et direkte angreb på Islam. Der findes ikke et billede af profeten Muhammed. Ingen ved, hvordan han ser ud. Hvordan kan man tegne dette vanærende billede? Hvorfor gør de det?

For at teste ytringsfriheden, siger avisen.

- Nej, nej, ytringsfrihed har ikke noget at gøre med ondskab. Der er ingen frihed, der er ingen ret, til at være ond og gemen og vanære ting, andre har helligt. Ytringsfriheden skal bruges til at sikre ting, der er gode. Hvis du vanærer mig, fornærmer mig og ødelægger alt, hvad jeg holder af, kan du ikke dække dig ind under ytringsfriheden. Hvis vi tillader at ytringsfrihed bliver et redskab, man kan bruge til at fornærme andre mennesker, så vil det føre til en dårligere verden. Vi muslimer ønsker fred, men det her vil kun skabe øget fjendskab, siger han, mens han vrikker med pegefingeren for at understrege alvoren.

- Det her makværk, siger han så, mens holder forsiden i den ene hånd og dasker til den tre-fire gange med den anden.

- Det er ikke ytringsfrihed. Det er svineri. Jeg udråber den person, der har lavet denne tegning som min fjende.

Så der er ingen undskyldning for det?

- Never, ever, ever, siger, næsten råber, han og kigger mig stift ind i øjnene. Så slår han på forsiden med bagsiden af hånden, rejser sig op igen, peger på tegningen og siger:

- Enemy! – efterfuldt af 10-15 sekunders stilhed i lokalet.

Hvad gør det her ved forholdet mellem muslimer og kristne?

- Det ødelægger det. Det her er noget svineri, og hvor der findes svineri, findes der ondskab. Det er ondskaben selv, der har bedt denne person om at lave sådan en tegning. Det kan ikke være mennesker, der har fået ham til det. Hvis jeg finder den person, der har lavet denne tegning, så brækker jeg armen på ham.

Hvordan harmonerer det med, at Islam betyder fred?

- Du kan skrive denne sætning i din avis: Hvis jeg finder personen, der har tegnet dette svineri, brækker jeg armen på ham.

Så sætter han sig ned, kigger ud af vinduet, ser tilbage på mig og folder hænderne opgivende.

- Det Europa, der tillader at man laver tegninger som denne, kan vi ikke lide. Det er ikke noget for os, og det vil vi ikke være med i. Det Europa er vores fjende.

Print artikel (Printvenlig version)