Taxaturen fra Istanbul til Atatürk Lufthavn tager en lille halv time.

- For tyrkere, tilføjer hotelreceptionisten med et smil.

En times tid senere, er jeg mere irriteret end chokeret over stadig at sidde i en lille lummer, gul og tilsodet Renault 9 med udkradsede sæder og bøjet antenne, der nu i tyve minutter har cirklet rundt i lufthavnsområdet. Radioen spiller tyrk-pop for fuld diskant, mens jeg frustreret stirrer skiftevis på et lille, dinglende tyrkisk flag i bakspejlet og en foroverbøjet taxachauffør, der kigger tomt på mig og slår ud med armene hver gang jeg taler til ham.

- No English. No problem, affejer han. For fjerde gang. Med blikket den anden vej, armen hængende dovent udenfor i det sene eftermiddagsmørke og en gennemgnasket Marlboro mellem de daggamle skægstubbe.

Manden, jeg skal mødes med i Lufthavnshotellet, er ikke en af dem, man har lyst til at ringe op og meddele, at man er voldsomt forsinket. Han er en stor kanon på disse kanter. Udenrigspolitisk chefideolog i en tid, hvor udlandet betyder mere end nogensinde for Tyrkiet, og et fornuftigt bud på en kommende tyrkisk førstemand. Da jeg kalder op på mobilen tager han det dog pænt, og beder derefter om at få taxachaufføren. Jeg stikker mobilen gennem røgskyen, og peger insisterende på den med den anden hånd.

Evighedschaufføren tager den nonchalant og mumler uinteresseret ind i røret gennem en vippende cigaret. Indtil han et øjeblik efter finder ud af, hvem han taler med. Så siger han tre-fire underdanige ting på tyrkisk, rækker mobilen tilbage, knipser tobaksstumpen ud af det åbne vindue, træder på sømmet og svinger lirekassen ind foran hotellets indgang 40 sekunder senere.

Liv eller død

Egemen Bagis sidder i en brun lædersofa i den eksklusive hotel-lounge. Han er netop landet fra Ankara, hvor det tyrkiske parlament ligger, og hvor han som medlem af regeringspartiet AKP - og som premiereminister Erdogans højre hånd og udenrigsrådgiver - har sin daglige gang. Han har to ærinder i Istanbul: Et møde med en dansk journalist og en aften-optræden på tyrkisk tv i den anden ende af millionbyen. Eftersom den første halve time af aftale nummer ét nu er forsvundet ud gennem et udstødningsrør på en tortureret turisttaxa, må halvdelen af mødet foregå på vej til det næste.

- Vi kan tage en halv time her, og så kører du bare med mig ind mod byen bagefter, foreslår Bagis elskværdigt, før han knapper jakkesættet op, lukker maven ud og rækker en pegefinger i vejret, som en tjener straks reagerer på.

Den 35-årige politiker, der er valgt ind som det yngste medlem nogensinde fra Istanbul repræsenterer ikke bare det officielle Tyrkiets holdning til EU, men også størstedelen af befolkningens syn på unionen. 70 procent af tyrkerne er for EU-medlemsskab, og når Egemen Bagis skal forklare sit lands brændende ønske, om at blive lukket indenfor i den eksklusive Europa-klub, foregår det ikke i politiker-fraser, men helt oppe i spillerummet mellem livet og døden:

- Under den kolde krig var Tyrkiet i front for den vestlige verden. Ikke kun politisk, men også geografisk. Vi var, og er stadig, en af de stærkeste nationer i NATO, og har været klar til at dø for de værdier NATO står for: Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder. Nu er vi klar til at leve for de samme værdier, med de samme lande, under EU. Hvis vi er kvalificeret til at dø for disse værdier, er vi så ikke også kvalificeret til at leve for dem?, spørger han med blikket rettet solidt på mig og en hånd, der er vendt om i en åben søgen efter et svar, han udmærket ved, ikke bliver serveret for ham denne grå vinteraften i lufthavnsloungen.

Sæde ved verdensbordet

To kopper kulsort tyrkisk kaffe lander på mahogni-bordet, mens vi taler om, hvad et EU-medlemsskab vil betyde for Tyrkiet. Bedre levestandard, stabil økonomi og flere jobs er blandt de væsentligste gevinster, men hvad vil det så betyde for EU? Hvad kan vi bruge Tyrkiet til? Ifølge Egemen Bagis, er svaret langt mere vidtgående end fri bevægelighed, toldunion og fælles valuta.

- Vi frygter alle et sammenstød mellem civilisationer. Den bedste garanti for at det ikke sker, er at EU, som lige nu er en kristen klub, åbner armene for et muslimsk land som Tyrkiet. Det vil sende et budskab til både europæere og 1,5 milliarder muslimer rundt om i verden om at hvis I også indfører menneskerettigheder, demokrati og ytrings- og religionsfrihed, får I også et sæde ved verdensbordet, siger han og nipper til kaffen inden han opridser alternativet – set med tyrkiske øjne:

- Hvis Tyrkiet skulle ende med at få afslag, så er budskabet, at lige meget hvad I gør, lige meget hvor meget demokrati I indfører, så er I for evigt dømt til at leve med diktatorer og issolation fra den vestlige verden. Derfor kan I lige så godt lide i fattigdom og bekende jer til terrorismen, som et alternativ til fællesskab med andre lande. Så jeg ser Tyrkiets optagelse som noget, der er større end både Tyrkiet og EU. Jeg ser det som et globalt freds-initiativ, og jeg ser et nej til Tyrkiet, som et ekstremt farligt budskab.

Flugten fra Fogh

Vi begiver os udenfor, hvor en chauffør i uniform, står og holder en åben bagdør på en mørk-metallic Audi A6. Vi sætter os til rette i de mørke lædersæder bag de tonede ruder, mens vognen forlader lufthavnsområdet og begiver sig gennem den tætte trafik ind mod Istanbul. Sidst Egemen Bagis sad på bagsædet af en bil og talte om Danmark, var for nogle måneder siden, hvor han var med premiereministeren i det kolde land mod nord. Fornøjelsen stoppede dengang brat, da den tyrkiske delegation fik øje på en kvindelig journalist fra kurdiske ROJ-tv, der sad klar til det pressemøde, Anders Fogh Rasmussen og Tayyip Erdogan skulle holde sammen. Et øjeblik efter kunne en måbende dansk presse kigge ud af vinduerne på Christiansborg og se en tyrkisk bil-kortege forsvinde i fornærmet hast med retning mod Kastrup. Et voldsomt politisk statement, der umiddelbart – set med liberale danske øjne - ikke sømmer sig for et kandidatland, der skulle forestille at have taget ytringsfrihed og demokrati til sig som en selvfølge, men det er ifølge Egemen Bagis en alt for simpel udlægning af sagen:

- Havde Erdogan valgt at deltage i et pressemøde, hvor ROJ-tv var til stede, ville det have udløst et ramaskrig i Tyrkiet. PKK (Den kurdiske seperatistbevægelse, red.) og ROJ-tv hører sammen og har 30.000 liv på samvittigheden, så den tv-station hører ikke hjemme til en pressekonference, men i en retssal. Både USA, EU og den danske regering selv har PKK på listen over terrororganisationer, og terrorister skal retsforfølges - ikke gives rettigheder som journalister og siddepladser foran regeringsledere, siger Egemen Bagis, der som udenrigsrådgiver kun kan få øje på én anden ting, den tyrkiske regeringsleder kunne have gjort i situationen:

- Erdogan kunne selvfølgelig være mødt op til pressekonferencen, og have sagt, at jeg skammer mig over, at se at min kollega, min allierede, Mr. Rasmussen, tillader at terrorister deltager i sine pressemøder. Det havde været endnu mere fornærmende over for den danske statsminister, og endnu mere skadeligt for forholdet mellem Danmark og Tyrkiet.

Netop det forhold, har haft bedre kår end lige nu, og selvom Egemen Bagis understreger, at Danmark og Tyrkiet er allierede, så er det tydeligt, at han ikke ser Danmark som tyrkernes bedste ven i vesten lige nu:

- Vi har bekymringer i øjeblikket i vores forhold til Danmark, det er der ingen tvivl om, men jeg kan umuligt forestille mig, at Danmark i længden kan bære det ansvar det er, at støtte et medie, der hylder terrorisme. Det vil være en beslutning med uhyggelige konsekvenser.

Benzin til konflikter

Mens aftenoplyste moskéer, snævre, neonfylde gader med dyttende biler og højtråbende menneskemængder glider forbi på den anden side af de tonede ruder, viser jeg Egemen Bagis Jyllands-Postens forside fra den 30. september. Politikeren, der i lighed med 99 procent af den tyrkiske befolkning er muslim, holder den op mod lyset i bilens loft, kigger grundigt på tegningen af profeten Muhammed iført turban, langt skæg, sabel, og flankeret af to kvinder i burka. Øjnene flakker rundt på tegningen, og han trækker vejret dybt.

- Det er en skændsel. En grov, grov fornærmelse af milliarder af mennesker og deres tro, siger han fnysende, og træder ud af den imødekommende tilstand, han har befundet sig i siden vi rystede hænder for en times tid siden.

- Disse tegninger er ren benzin til de konflikter mellem civilisationerne, som vi alle frygter. Vi prøver alle at stoppe terrorisme, men det her er kun med til at skabe flere terrorister. De ødelægger den respekt, vi har for hinanden, siger han og folder forsiden demonstrativt sammen og rækker den tilbage.

- Jeg synes ikke at vi, muslimer eller kristne, har ret til på denne måde at angribe hinandens værdier. Hvis denne danske avis vil bringe ulækre tegninger af Jesus, okay, det er deres egne værdier, de så gør grin med, men hvorfor skal de træde på vores allerhelligste værdier?

Europas syge mand

Muhammed-tegninger og ROJ-tv har i de seneste måneder været Danmarks bidrag til den lurende mistro, der på trods af store erklæringer, politiske kamera-håndtryk og optagelsestilsagn altid har eksisteret mellem EU og Tyrkiet. Der går sjældent en uge uden en vesteuropæisk politiker, er ude med en formanding til Tyrkiet. Som et folkefærd, der er kendt som store patrioter, kunne man måske forestille sig, at Tyrkernes grænse for formandinger og fornærmelser en dag blev nået. Eller er tålmodigheden ubegrænset, så længe EU's luksusloge har en dør på klem?

- De lande, der gerne vil belære Tyrkiet om hvordan man regerer et land, har selv en masse mangler, som de bør tage et kig på. Nogle gange når du kører i bil, kan du ikke se bilen lige bag ved fordi der er et blindt område, og ethvert land har på deres vej mod demokrati haft deres blinde områder, siger udenrigsrådgiveren og illustrerer sin pointe med en kristen historie:

- Da Jesus blev bedt om at stene en kvinde, der havde syndet og været utro, sagde han: ”Den af jer, der ikke har syndet, bør smide den første sten.” Der var ingen, der kastede. Så når EU-lande prøver at stene Tyrkiet, bør de stoppe op og kigge på deres eget land først, siger Egemen Bagis og slutter af med en historisk reference som sin personlige konklussion på interviewet inden han takker høfligt farvel, beordrer chaufføren til at køre gæsten til en taxa, og forlader Audien for at gå op i tv-bygningen og smile på live-tv.

- Nogle mener, at EU skal være geografisk afgrænset. Nogle påstår endda, at Tyrkiet ikke er en del af Europa. Må jeg minde om, at da vi havde den hårdeste stund i vort lands historie - dengang Det ottomanske imperie var ved at falde - blev vi kaldt ”Europas syge mand”. Aldrig ”Asiens syge mand”. Så vi var europæere i den værste periode i vor lands historie, og vi er europæere i dag.

Print artikel (Printvenlig version)